En garage står i flammer på Åvej i Hou.

Nordjyllands Beredskab fik klokken 21.55 besked om branden.

»Vi kan ikke konstatere brandårsagen endnu, men branden har spredt sig hurtigt, og der har stået store flammer op fra garagen,« lyder det fra indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab til B.T. Aalborg.

Strålevarmen fra garagen var så kraftig, at branden også spredte sig til garagen ved siden af, og det var også naboen, som kontaktede Nordjyllands Beredskab. Naboens garage er ikke lige så mærket af branden som den, der startede branden.

»Vi forsøger at begrænse skaden til nabogaragen, men der er ikke noget at redde i den første garage, hvor branden er starte. Der er styr på branden nu, og vi er i gang med efterslukning. Der er fortsat en masser varmelommer i tagkonstruktionen, og derfor er det svært at få den slukket helt, men den er under kontrol,« fortæller  Nils Eltzholtz.

Indsatslederens vurdering er, at der går en time til halvanden, før de er færdige på stedet.

Der er ikke sket personskader under branden.

Fredag morgen fortæller Nordjyllands Beredskab, at efterslukningen blev afsluttet mellem klokken 01 og 02. Meldingen går fortsat på, at to garager blev påvirket af branden.