Tivoli har som bekendt stået model til lidt af hvert gennem foråret i form af kaos og uro forårsaget fulde unge mennesker til Fredagsrock.

Nu frygter forlystelseshaven, at et lignende scenario vil udspille sig, når den københavnske gadefest Distortion løber af stablen lige om hjørnet.

Københavns Kommune har valgt at flytte Distortion væk fra Rådhuspladsen, fordi festen falder sammen med afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni, og rådhuset er kommunens tredjestørste valgsted.

Arrangørerne bag Distortion har derfor foreslået, at festen 1. og 2. juni flyttes til Vesterbro Passage, mere præcist mellem Tivoli og Axel Torv og ned til Rådhuspladsen.

Men udsigten til horder af fulde, højlydte festdeltagere i området foran Tivoli vækker bekymring.

»Vi kan forstå, at et forslag om omlægning af Distortion betyder, at begivenhederne kommer til at foregå umiddelbart ude foran Tivoli. Vi kan godt være bekymrede for oplevelsen for både Tivolis gæster, Distortion-deltagere og lokale københavnere,« siger Torben Plank, der er pressechef i Tivoli, til B.T.

Københavns Kommune arbejder i øjeblikket tæt sammen med Distortion for at sikre, at arrangementet kan flyttes til Vesterbro Passage.

Blandt andet tilbyder kommunen akut sagsbehandling, så Distortion kan få de forskellige tilladelser i tide.

Hos Tivoli håber man, at kommunen og Distortion vil vise hensyn.

»Vi har derfor appelleret til Københavns Kommune om at finde en løsning, som sikrer, at vi fortsat kan byde vores mange tusinde Tivoli-gæster velkomne, samtidig med at der foregår en stor begivenhed i området, hvor også mange københavnere og trafikanter har deres daglige gang,« siger Torben Plank.

Mikkel Mindegaard, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, oplyser, at man vil bestræbe sig på at begrænse generne fra gadefesten.

»Vi har været i dialog med Tivoli og er meget opmærksomme på at minimere gener fra den nødvendige flytning af Distortions arrangement. Der vil være tale om et lukket, indkapslet arrangement, hvor gæsterne på forhånd har købt billet, og der bliver fri passage på fortove og cykelstier i begge sider af Vesterbro Passage,« siger han til B.T.

Mikkel Mindegaard oplyser yderligere, at et større område ved Tivolis hovedindgang vil være bilfrit for at gøre plads til både forbipasserende og gæster til henholdsvis Tivoli og til Distortions arrangement.

Distortions stifter Thomas Fleurquin oplyser til B.T., at også han er i dialog med Tivoli og Københavns Kommune for at finde en god løsning med hensyn til placeringen af indgangen til den lukkede gadefest.

»Med hensyn til antal gæster er vi sikret mod overvældende fremmøde ved, at Distortion X-scenen på Vesterbro Passage kræver en helt almindelig billet for at få adgang, og publikumskapaciteten er selvsagt fastsat til det antal, som det aflukkede koncertområde kan rumme,« siger Thomas Fleurquin.

Det er første gang siden 2019, efter to års coronanedlukning, at der afholdes Distortion.

Distortion finder sted i dagene fra 1.–5. juni på flere lokationer, herunder under Langebro, Vesterbro, rundt om i havnen og på Refshaleøen.