Et uheldigt sammentræf spænder ben for den berømte og berygtede gadefest Distortion.

Det har hele tiden været planen, at en del af Distortion skulle afholdes på Rådhuspladsen.

Men nu har Københavns Kommune besluttet at flytte gadefesten væk.

Det skyldes, at festen på Rådhuspladsen falder sammen med afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.

Det oplyser Lars Laustrup, direktør ved Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, der står for afviklingen af folkeafstemningen.

»Valgloven pålægger kommunen at sikre, at folkeafstemningen afholdes i god ro og orden, så alle trygt kan afgive deres stemme. Det er vores vurdering, at arrangementet på Rådhuspladsen simpelthen ikke var foreneligt med folkeafstemningen, og det blev bakket op af ministeriet,« siger han i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune og Distortion har forsøgt at finde en løsning, så der fortsat kunne afvikles Distortion på Rådhuspladsen på valgdagen.

Med 12.708 stemmeberettigede vælgere er Københavns Rådhus imidlertid byens tredjestørste afstemningssted.

Valgbestyrelsen for København har derfor vurderet, at der blandt ikke kan sikres fri tilgængelighed ved valghandlingen, medmindre Distortion bliver flyttet væk fra Rådhuspladsen.

Arrangørerne bag Distortion har foreslået, at der kan laves en nødløsning på Vesterbro Passage, mere præcist mellem Tivoli og Axel Torv og ned til Rådhuspladsen.

Men den endelige godkendelse afhænger af sikkerhedsmyndighederne.

»Vi arbejder tæt sammen med Distortion for at sikre, at arrangementet kan flyttes, og deltagerne kan få en lige så god fest som på Rådhuspladsen,« siger Lars Laustrup.

Kommunen tilbyder blandt andet akut sagsbehandling i forhold til, at Distortion kan få de forskellige tilladelser i tide.

Det er første gang siden 2019, efter to års corona-nedlukning, at der afholdes Distortion.

Distortion finder sted i dagene fra den 1.-5. juni på flere lokationer, herunder under Langebro, Vesterbro, rundt om i havnen og på Refshaleøen.