Til alle de unge (både af sind og alder) kommer der her en god nyhed.

Der er nemlig ikke mere end fire måneder til, man vil kunne opleve den verdenskendte TikTiok-musikstjerne S1mba, som for alvor blev populær, da coronaen i marts 2020 indtog verden.

Her var det sociale medier nemlig dækket af unge mennesker, der filmede sig selv danse til hans nummer 'Rover', hvor britiske S1mba synger om, at han ikke har behov for en kæreste, men hellere bare vil tjene nogle penge og ses lidt sporadisk.

Nummeret har været nomineret til Bedste Britiske Single til BRIT Award. Der er over 200 millioner, der har hørt sangen på Spotify. Efter den store succes har han udgivet en række numre blandt andet i samarbejde med kunstneren KSI, der også har hittet i Storbritannien.

Og nu kan de Københavnske fans altså få lov til at svinge hofterne til ham live. Den 18. marts spiller han på spillestedet RUST, der ligger på Nørrebro. En billet koster 135 kroner.

»Oplev for første gang nogensinde S1mbas afrikansk-influerede musik på dansk jord,« skriver spillestedet om ham.

S1mbas borgerlige navn er Leonard Simbarashe Rwodzi, og han er født i Zimbabwe for cirka 22 år siden.

Da han var ni, flyttede han med sin familie til Storbritannien.