Det hele begyndte med en vild idé – og en hårnål.

Og nu har amerikanske Demi Skipper skaffet sig et helt hus, helt uden at bruge en eneste krone.

Det var i maj 2020, at Demi Skipper, der første gang fortalte sin historie til NBC News, fik ideen.

Den var simpel og kringlet på én og samme tid:

Ved at bytte med fremmede, og med et mål om ikke at bruge en eneste krone på selve byttehandlen, skulle hun skifte fra en billig genstand til et hus.

En mission, man har kunnet følge på Demi Skippers profil på TikTok, som mere end fem millioner mennesker har tilsluttet sig.

Skipper begyndte i det små. Nemlig med en brun hårnål, som hun smed på en annonce på hjemmesiderne Craigslist, Facebook og eBay.

Og den annonce gav pote. En kvinde ville nemlig gerne investere i Skippers projekt og byttede derfor den brune hårnål med et par lyserøde øreringe.

Efterfølgende var flere og flere med på ideen. Og til trods for, at de varer, som Skipper fik byttet til, var dyrere end hendes egne varer, stod folk i kø for at komme med i en ombytning.

To dage senere byttede hun de lyserøde øreringe ud med fire margaritaglas. Kort efter byttede hun glasene ud med en støvsuger og en støvsuger til et snowboard.

Og knap en uge senere blev et Apple-tv skiftet ud med et headset fra Bose, som senere blev skiftet ud med en ny Xbox.

Syv dage efter forærede en mand hende en Macbook Pro. Den blev byttet med et Canon-spejlreflekskamera med to objektiver.

Det hele lyder meget let. Men faktisk mødte Demi Skipper en del modstand undervejs.

Flere forsøgte nemlig at snyde hende ved at bytte alt fra ødelagte biler til falske diamanter. Men det stoppede ikke amerikaneren.

Efter at have gennemført 28 byttehandler i hele USA nåede hun målet. I slutningen af november i år byttede hun en solcelledrevet trailer til et hus i Nashville, Tennessee.

I en TikTok-video viser hun sin begejstring over sit nye hjem.

»Det har været fuldstændig surrealistisk. Jeg har arbejdet mod målet hver dag i mere end halvandet år, og nu tænker jeg: 'Er det virkeligt? Er det virkelig mit hus?'« har Skipper sagt til NBC News.