Siden det i oktober kom frem, at Søndervangskolen i Aarhus har snydt til afgangsprøver, har daværende skoleleder Rani Hørlyck forholdt sig tavs.

Tirsdag kom undersøgelsen af forløbet endelig, og den konkluderede, at der var tale om et »belastende arbejdsmiljø, utilstrækkeligt tilsyn og et uskønt forløb«.

Det får tirsdag Rani Hørlyck, som fratrådte sin stilling i forbindelse med sagen, til at reagere for første gang i sagens forløb.

»Jeg afviser alle beskyldninger om bevidst snyd og fusk. Rapporten sandsynliggør, at der har været uregelmæssigheder i prøverne i 2016 og 2017. For mig er der meget stor forskel på det og bevidst snyd, og jeg kan ikke læse mig til, at der skulle være dokumentation for det sidste,« siger Rani Hørlyck til B.T. og fortsætter:

»Jeg hverken kan eller vil beskyldes for de ting, som jeg aldrig kunne finde på. Den skole har været mit hjertebarn i mange, mange år. Jeg har altid vidst, det ikke var en popularitetskonkurrence at være skoleleder, men derfra og til at blive beskyldt for alle de ting har ikke været rart.«

Uregelmæssighederne i prøverne drejede sig om, at nogle elever uberettiget fik ekstra tid til eksaminerne, samt at der skulle være givet informationer om, hvilke eksamener eleverne ville komme op i.

Rani Hørlyck fortæller i den forbindelse, at hun anerkender den usikkerhed, det har skabt, hvilket også var grunden til, at hun valgte at trække sig.

»Jeg havde det øverste ansvar, derfor fratrådte jeg min stilling, men jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at jeg personligt ikke har givet lov til, at elever skulle have ekstra tid, eller har givet informationer om udtræksfag. Det er ikke en del af min portefølje af opgaver. Men jeg står ved, at jeg har det øverste ansvar, og jeg står på mål for min ledelse af Søndervangskolen,« siger Rani Hørlyck.

I rapporten beskrives desuden et belastende arbejdsmiljø præget af resultatpres, utryghed i forhold til ledelsens beslutninger, mistillid mellem kollegaer og mistillid til tillidssystemet.

»Der er et større afsnit om arbejdsmiljøet og min ledelsesstil. Jeg har altid vidst, at jeg har delt vandene med mit kompromisløse fokus og min målrettethed,« siger Rani Hørlyck om rapportens konklusion og fortsætter:

»Jeg anerkender, at der er nogen, der kan have slået sig på min ledelse, og jeg er selvfølgelig ked af, hvis de har oplevet sig presset af det.«

Du siger, du er ked af, hvis nogen har oplevet sig presset af din ledelse. Kan du ikke genkende den oplevelse?

»Det vil jeg ikke gå ind i. Jeg tager til efterretning, at nogen har udtrykt, at de har været presset af det, og det er jeg ked af. Men jeg er en meget ambitiøs og målrettet leder, og det er også det, der fremgår af rapporten. Det anerkender jeg, at nogen har slået sig på,« svarer Rani Hørlyck.

Hun ville dog ønske, sagen med arbejdsmiljøet var blevet håndteret anderledes.

»Jeg havde som den øverste leder ikke den daglige personaleledelse. Jeg ville da ønske, medarbejderne var kommet til mig personligt. Det havde været lidt nemmere end at skulle reagere på bagkant,« siger hun.

Hun er ked af, at sagen endte, hvor den gjorde, og at hun måtte fratræde sin stilling som skoleleder.

»Jeg tænker, man ville være et ualmindeligt mærkeligt menneske, hvis man ikke var ked af at skulle forlade ens hjertebarn, som man har forsøgt at gøre alt det bedste for. Det er selvfølgelig trist for mig,« siger hun.

Hun vil dog fortsætte sit arbejde med børn og unge og fortæller, at hun allerede er i dialog med forskellige om, hvad fremtiden skal byde på.

Hun håber, at undersøgelsen nu kan give noget ro.

»Jeg ville ikke udtale mig i sagen af hensyn til, at børnene skulle have ro, og undersøgelsen skulle udfærdiges. Nu er den kommet, og jeg havde behov for at tage til genmæle efter alle rygterne og beskyldningerne. Nu ønsker jeg skolen ro til at komme videre, ligesom jeg skal have ro til at komme videre med mit liv,« afslutter hun.