Den eksterne og uvildige undersøgelse af Søndervangskolen peger på flere problematiske forhold.

Blandt andet viser undersøgelsen et belastende arbejdsmiljø på skolen, sandsynlige uregelmæssigheder omkring prøveafviklingen i 2016 og 2017 samt forhold, hvor forvaltningens tilsyn har været utilstrækkeligt.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Martin Østergaard Christensen, der er direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune, mener, at undersøgelsen viser et uskønt forløb.

»Jeg er meget tilfreds med den grundige og dybdegående afdækning fra Pluss. Undersøgelsen viser et uskønt forløb med et belastende arbejdsmiljø på skolen og en periode, hvor ellers rigtige og korrekte initiativer for at følge op desværre ikke er fulgt til dørs. Den peger også på sandsynlige uregelmæssigheder omkring prøveafvikling og prøvefag, uden at den placerer et præcist ansvar for det.«

»Omvendt nuancerer eller direkte afviser undersøgelsen nogle af de påstande, der har været bragt frem. På den positive side afdækker undersøgelsen, at skolens medarbejdere gennem hele perioden har bevaret et godt fagligt samarbejde om elever og forældre i de enkelte klasser og i hverdagen, hvilket jeg selvfølgelig er glad for,« siger han i en pressemeddelelsen.

I undersøgelsen fremgår det blandt andet, at der med »en vis sandsynlighed var væsentlige overskridelser« i tildelingen af tid ved alle fag ved prøveforløbet i 2016.

Det samme gjorde sig gældende ved danskprøverne i 2017.

For de øvrige prøver i 2017 samt prøverne i 2018, 2019 og 2021 »er der ingen eller kun mindre overskridelser«, står der i rapporten.

Derudover viser undersøgelsen også, at det virker til at være »overvejende sandsynligt, at oplysninger om prøvefag er givet videre før tid«.

Undersøgelsen har kunnet spore det tilbage til 2009, som er den tidligste fortælling om modtagelse af viden om, hvilke fag der var udtrukket.

Afdækningen af det nuværende arbejdsmiljø på skolen viser, at der er en markant forværring i perioden fra 2018 til 2021.

Miljøet har blandt andet været præget af resultatpres, utryghed i forhold til ledelsens beslutninger, mistillid mellem kollegaer og mistillid til tillidssystemet.

De fleste af de nuværende ansatte oplever ifølge rapporten arbejdsmiljøet som »meget belastende«.

Derudover fremgår det også af rapporten, at flere forhold af Aarhus Kommunes tilsyn ikke har været tilstrækkeligt.

Blandt andet burde kommunen have fulgt op med et skærpet tilsyn, da skolens fortolkning af en prøvevejledning i 2016 blev kendt »ikke-korrekt«.

Mistanken om problemer med prøveafviklingen i 2017 blev heller ikke undersøgt tilbundsgående af forvaltningen, men blev i stedet overladt alene til skolen, fremgår det.

Dog er der flere forhold og anklager, som undersøgelsen ikke kan understøtte.

Blandt andet har man ikke været i stand til at afdække, at der »konkret er sket prøveforberedende undervisning udover, hvad der er tilladt«. Antallet af prøvefritagelser er heller ikke påfaldende højt sammenlignet med andre skoler i kommunen.

Til Folkeskolen.dk har en tidligere lærer tidligere stået frem og fortalt, at han fik et gavekort som belønning for at formulere eksamensklager på sine elevers vegne.

Undersøgelsen er ikke stødt på andre fortællinger eller yderligere oplysning om fabrikerede elevklager eller belønning med gavekort og vurderer dermed, at det ikke kan ses som en generel praksis på skolen.

Direktøren for Børn og Unge mener, at undersøgelsen er et vigtigt grundlag i den videre opfølgning på forløbet.

»Undersøgelsen anbefaler en målrettet opfølgning og støtte til medarbejdere og ledere på Søndervangskolen, hvilket vi allerede har taget hul på og vil skærpe yderligere. Forløbet kalder også på en systematisk gennemgang af de procedurer, vi har i forbindelse med ledelsesskift eller omlægninger af organisationen, og hvordan vores tilsyn følger op på konkrete problemer eller handleplaner.«

»Undersøgelsen vil derfor indgå som et vigtigt grundlag i den videre opfølgning på skolen og på forløbet, ligesom den indgår i vores fortsatte dialog med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i sagen,« siger Martin Østergaard Christensen.

Undersøgelsen er i dag blevet præsenteret for kommunens Børn og Unge-udvalg og de nuværende ledere og medarbejdere på skolen.

Skolens to øverste ledere valgte at fratræde deres stillinger på grund af presset i sagen i slutningen af oktober.

Aarhus Kommune valgte samme måned at igangsætte den uvildige eksterne undersøgelse af skolen på baggrund af de mange anklager om snyd med eksamener på skolen.

I 2018 fik skolen i alt 1,3 millioner kroner fra en pulje for deres løft af karakterer og resultater ved afgangsprøven i 2018.

Skolen har tidligere måttet tilbagebetale de 1,3 millioner kroner til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, fordi Aarhus Kommune ikke kunne dokumentere, at der ikke var sket uregelmæssigheder ved afgangsprøven.