Tosprogede børn er ikke racister, hvis de kalder andre tosprogede børn racistiske skældsord.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der torsdag besøgte Ellehøjskolen i det vestlige Aarhus.

Skolen har den sidste uges tid været omdrejningspunkt for en debat om de tosprogede elevers tone over for hinanden, efter skolelæreren Andreas Ravn Skovse skrev et blogindlæg og til B.T. fortalte, at racisme mellem tosprogede børn er en del af dagligdagen på Ellehøjskolen ved Gellerupparken i Aarhus.

Men selvom børnene bruger racistiske skældsord, mener Mattias Tesfaye ikke, at man derfor kan opfatte børnene som racistiske. Det fortæller TV 2 ØSTJYLLAND.

»Man skal ikke rende rundt og kalde pigerne for 'luder' eller folk med somaliske forældre for 'negere'. Sådan skal vi ikke tale til hinanden, og jeg synes, det er rigtig godt, at både kommunen og skolen tager det her seriøst,« siger ministeren.

Andreas Ravn Skovse nævnte blandt andet i sit blogindlæg, at »skældsord sidder løst, og der er en tendens til, at børnene grupperer sig efter etnicitet.« Han fortæller også, at børnenes holdninger og tone særligt stammer fra det, forældrene derhjemme mener og siger.

Han fortalte desuden til B.T. om konkrete episoder, hvor nogle af børnene ikke har deltaget i børnefødselsdage på grund af fødselarens etnicitet.

Men Mattias Tesfaye har ikke tænkt sig at sætte politisk ind over for situationen på Ellehøjskolen.

Han har i stedet tillid til, at skolens ledelse kan håndtere udfordringerne, og han påpeger, at der i samfundet er en generel tendens til at vi går rundt og sviner hinanden til.

Til TV 2 ØSTJYLLAND siger han desuden, at man ikke kan løse alt fra folketingssalen. Han mener, at vores velfærdssamfund skal bygge på tillid, og at opgaven dermed ligger hos institutionerne selv.