Vi kender alle den klassiske, røde brandhane, der står rundt omkring på gader og stræder.

Men faktisk er de gamle brandhaner i Aarhus Kommune så forældede og slidte, at de skal renoveres eller fjernes fuldstændig. Men nu er pengene til opgaven sluppet op.

Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Vi skal tilbage til 2015, hvor man dengang fandt ud af, at mange haner enten var dårligt placeret, ikke var vedligeholdt eller at vandtrykket i nogle af hanerne slet ikke var dokumenteret.

Det skulle der gøres noget ved, og det ville beløbe sig til 33,3 millioner kroner.

Herefter gik arbejdet i gang, og i dag er 15 ud af i alt 27 haner renoveret. Men nu er der ikke råd til at renovere resten.

For brandhanerne er simpelthen i så dårlig stand, at der er behov for flere penge, hvis de skal fikses. Østjyllands Brandvæsen vurderer, at der mangler godt 18 millioner kroner til arbejdet.

Og det lyder jo ikke ligefrem betryggende, at brandhanerne er i dårlig stand – for hvad så, når det brænder?

Men faktisk udgør det slet ikke en trussel for brandslukningsopgaverne, som man ellers skulle tro.

Tværtimod bruger brandvæsnet i dag hovedsageligt vand fra store tankvogne.

»Vi har det vand, vi skal have, for vi kører oftest med tankvogne. Mange af hanerne bliver slet ikke brugt, og mange er også defekte, så derfor er der slet ikke grund til at have dem stående,« siger Lars Holm Sørensen, der er beredskabsinspektør i Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I stedet er truslen rettet mod vores drikkevand. For det bakteriefyldte vand fra brandhanerne kan nemlig potentielt presses tilbage i vandledningsnettet og forurene drikkevandet.

I Teknisk Udvalg i Aarhus kommune vurderer udvalgsmedlem Jan Ravn Christensen (SF), at det er vigtigt at komme videre med projektet.

Men han mener også, at det er svært sådan lige at finde 18 millioner kroner her og nu, så måske må man se på finansieringen næste år.

Og indtil da står de røde brandhaner stadig, som vi kender dem.