»Det har været et kaos. Langt og virkeligt, virkeligt hårdt.«

Sådan er meldingen fra 26-årige Natasha Motta Mortensen. Hun er blevet udsat for massiv svindel af en person med initialerne CO, hun boede til leje hos i København.

Helt konkret blev CO 29. august sidste år dømt for at have stjålet Natasha Motta Mortensens kreditkort til en række overførsler samt for at bruge hendes navn til en række former for bedrageri.

Men fordi sagsbehandlingstiden endte med at tage næsten tre år, fra bedrageriet mod Natasha Motta Mortensen startede i oktober 2016, til der endelig faldt dom 29. august sidste år, valgte dommeren at give CO en markant strafrabat på grund af ventetiden.

»Jeg synes virkeligt, det er som at få en våd klud i ansigtet at høre, at man som dømt gerningsmand kan få mildere dom, når ventetiden er trukket ud på den måde. Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt,« siger Natasha Motta Mortensen.

Den endelige dom med markant strafrabat vender vi tilbage til. Lad os først få en gennemgang af svindlen:

CO startede med 25. oktober 2016 at stjæle Natasha Motta Mortensens kreditkort og bruge det til 20 transaktioner for i alt 10.000 kroner.

Herefter brugte han hendes underskrift, så han fik to selskaber til hver at sende ham en helt ny iPhone 7. Og herefter fortsatte svindlen bare.

»Det har været et kaos. Langt og virkeligt, virkeligt hårdt,« siger 26-årige Natasha Mortensen, der er blevet udsat for massiv svindel af en person, hun boede til leje hos i København.Alligevel fik han strafarabat grundet med den lange ventetid hos politi og domstole. Foto: Thomas Nørmark Krog
»Det har været et kaos. Langt og virkeligt, virkeligt hårdt,« siger 26-årige Natasha Mortensen, der er blevet udsat for massiv svindel af en person, hun boede til leje hos i København.Alligevel fik han strafarabat grundet med den lange ventetid hos politi og domstole. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

CO fortsatte med at tage lån i Natashas navn, men samtidig give låneudbyderne sit eget kontonummer.

En af gangene lavede CO endda en lønseddel, hvor der stod, at Natasha Motta Mortensen netto fik udbetalt 34.894,35 kroner fra Lidl Danmark A/S i løn.

Den på alle måder falske og fuldstændigt opdigtede lønseddel sendte han så til Ikano Bank for at låne 30.000 kroner.

Havde den massive svindel så psykiske konsekvenser for Natasha Motta Mortensen?

Svaret er et klokkeklart ja.

Natasha Motta Mortensen blev så hårdt medtaget psykisk, at hun blev indlagt og måtte sygemelde sig fra sit arbejde.

»Jeg var sygemeldt i tre måneder på grund af det. Faktisk tog det flere år at komme helt på benene igen,« siger hun.

Hvilken straf endte CO så med for bedrageriet?

Retten i Aarhus.
Retten i Aarhus. Foto: Henning Bagger
Vis mere

29. august 2019 svingede dommeren i Retten i Aarhus hammeren og gav CO denne straf for at have bedraget Natasha Motta Mortensen for samlet 102.500 kroner:

»Thi kendes for ret: Tiltalte CO skal straffes med fængsel i seks måneder. To måneder af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones,« står der i dombogen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Dog skulle han også udføre samfundstjeneste i 100 timer, men kun en tredjedel af fængselsdommen skulle altså tilbringes bag tremmer.

Strafrabatten er endda givet, selv om CO fire gange tidligere fra 23. maj 2012 til 31. oktober 2016 er straffet for andre forbrydelser.

I maj 2014 blev han idømt fem måneders fængsel i en anden svindelsag.

Da skulle han kun afsone 30 dage, mens resten af dommen blev gjort betinget med to års prøvetid.

Østjyllands Politis advokaturchef, Jakob Balsgaard, er forelagt sagen.

Han forklarer, at den lange ventetid faktisk hænger sammen med, at CO begik mere kriminalitet.

»Mens sagen afventede en afgørelse, begik den tiltalte ny kriminalitet, og der blev derfor sendt et tillægsanklageskrift til retten,« siger han.

Jakob Balgaard har ikke noget overblik over, hvor ofte det sker, at kriminelle har lavet flere forbrydelser, mens de venter på en dom.

»Vi har ikke et overblik over, hvor ofte anklagemyndigheden gør brug af tillægsanklageskrifter, men det er ikke usædvanligt, at der kommer nye forhold til en sag undervejs,« siger advokaturchefen.

Natasha Motta Mortensen er fortørnet.

»Min tillid til politiet er helt klart blevet mindre. Det her gør næsten, at hvis der skulle ske noget nu, så ved jeg ikke, om jeg ville orke hele processen igen, da det tager hårdt psykisk på én,« siger hun.

Natasha Motta Mortensen står langt fra alene. Også ofre for vidt forskellige forbrydelser som Silas Lund, Jeanica Holm Christensen, Jørn Lavdal og vidnet Karin Kjelsmark har været ude for, at en gerningsmand har fået en mildere dom på grund af den lange ventetid.

»Jeg betaler stadig prisen for det, der skete for mig, og så høre, at der har været rabat til den dømte, det er på ingen måde rimeligt. Jeg håber virkeligt, at der bliver gjort noget ved det, så det her ikke skal ske for andre,« siger Natasha Motta Mortensen.

Mandag reagerede justitsminister Nick Hækkerup (S) på de mange ofres historier med at slå fast, at det skal være slut med den nuværende mulighed for strafrabat ved lange ventetider.