Endnu en sag har ramt det omstridte supersygehusbyggeri i Aalborg.

Topledelsen har ignoreret adskillige henvendelser om en vigtig ansøgning, der skal lovliggøre hospitalets elinstallationer.

Det skriver Nordjyske efter at have fået fat i referater fra bygherremøder. Sagen følger trop på flere sager om sygehusbyggeriet, som B.T. også har afdækket.

Og det er under al kritik, lyder det fra den kommende regionsrådsformand Mads Duedahl (V), og han er indstillet på, at der venter et større oprydningsarbejde, når han tiltræder som regionsrådsformand.

»Der er og har været store udfordringer med det kommende supersygehus, og det skal vi have ryddet op i. Der er ikke nogen lette løsninger, og vi må se, hvordan vi finder penge til de ekstraregninger,« forklarer han til B.T.

Mandag kom det frem, at totalrådgiveren på byggeriet af flere omgange nævnte til interne møder, at man skulle søge dispensation for at kunne følge den gamle lovgivning om el.

Men projektdirektør Niels Uhrenfeldt sendte ansøgningen seks dage for sent, og derfor gav Sikkerhedsstyrelsen afslag, hvorfor el-installationerne er ulovlige.

»Det er desværre dét, der sker, når mange mennesker er indblandet i et stort projekt. Så er der noget, der løber for stærkt for en medarbejder, og det bliver desværre ikke fanget,« fortæller projektdirektøren til Nordjyske.

Mads Duedahl (V) er regionsrådsformand fra 1. januar 2022.
Mads Duedahl (V) er regionsrådsformand fra 1. januar 2022.
Vis mere

»Det er jo simpelthen så grotesk, at man har fået op til flere henvendelser om, at der skulle søges dispensation, men ikke får gjort det i tide,« forklarer Mads Duedahl og fortsætter:

»Jeg håber ikke, den kamp er tabt, og når jeg sætter mig i stolen 1. januar, vil jeg bestræbe mig på at arbejde for en ny dispensation.«

For selvom ansøgningen er sendt for sent, er der heller ikke blevet gjort noget for at indhente en ny dispensation.

El-installationerne er langt fra det eneste, som har været udfordret i byggeprocessen.

I styregruppen har man bedt om en analyse af sagen, og den ser Mads Duedahl frem til at se, så der kan blive ryddet op i de udfordringer, som det nye supersygehus har stået overfor.

I Skejby har man fået en ekstrabevilling af Finansministeriet, og det håber den kommende regionsrådsformand, at man også kan få i Aalborg, såfremt det bliver nødvendigt.