Mange mener, at kommunalpolitik er knastørt og kedeligt, og de skal nærmest tvinges til truget for at afgive deres stemme til kommunalvalget.

Men det findes der måske råd for.

Til kommunalvalget 16. november vil der være stribevis af kendte ansigter på stemmesedlen, som selv den største politiske analfabet vil kunne genkende.

Særligt i to kommuner er kendisfaktoren blandt kandidaterne ekstra høj.

Det drejer sig om Frederiksberg og Gentofte, der begge er kendt som store, konservative højborge og har haft konservativt bystyre uafbrudt siden henholdsvis 1909 og 1934.

»Det er der, hvor mange af de kendte bor. Det er rigmandsghettoer, hvor man trods mange års konservativ dominans ikke er så konservativ, at det gør noget. Det skal forstås på den måde, at man fører sådan en rimelig snusfornuftig politik, der passer godt til kommunens borgere, som har fast ejendom og landets største friværdier,« siger B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup.

På Frederiksberg hedder den nuværende borgmester Simon Aggesen, og hvis man for nylig har besøgt hans kommune, vil man som udefrakommende måske have bemærket en helt særlig valgreklame i bybilledet.

På billedet poserer borgmesteren skulder ved skulder med partifællen Brian Holm, der er mere kendt i den brede offentlighed end byens egen borgmester.

Konservative kammerater: Her ses Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, flankeret af den tidligere cykelrytter Brian Holm.
Konservative kammerater: Her ses Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, flankeret af den tidligere cykelrytter Brian Holm.

Den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, der er sportsdirektør for det belgiske cykelhold Quick-Step Floors og konservativt kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, stiller op til endnu en valgperiode.

Søs Marie Serup spår ham medvind på cykelstien til valget.

»Der er generelt meget hype omkring cykelsporten i Danmark, og alle kan huske Brian Holm. Han har gjort det godt, og politisk set har det vist sig, at tidligere sportsfolk klarer overgangen til politik flot,« siger hun.

Af gode eksempler fremhæver hun blandt andet Viborgs nuværende borgmester fra Venstre, den tidligere kvindehåndboldtræner Ulrik Wilbek, og Gentoftes konservative borgmester, Michael Fenger, der engang var bedst kendt som håndboldspiller.

Da bykongen, den konservative Hans Toft, efter 27 år gik af som borgmester i Gentofte, overtog partifællen Michael Fenger (th.) borgmesterkæden.
Da bykongen, den konservative Hans Toft, efter 27 år gik af som borgmester i Gentofte, overtog partifællen Michael Fenger (th.) borgmesterkæden. Tobias Kobborg

Også den tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen formåede at få stablet en glorværdig politisk karriere på benene i Liberal Alliance inden partiets syngende valglussing ved seneste Folketingsvalg, hvor han ikke blev genvalgt.

»Der er mange lokale eksempler med sportsfolk. De evner bedre at lave det her skifte til politik.«

»Det er ikke bare, at vi har respekt for deres person og præstationer, men de evner faktisk også at flytte ind i det her politiske maskinrum og navigere i det. Det hænger nok både sammen med, at man er vant til at lægge strategier for ens sportspræstation, men også, at man er vant til at skulle arbejde sammen med en masse forskellige typer af mennesker,« lyder det fra Søs Marie Serup.

De Konservative har også flere andre kendte trumfkort på kandidatlisten. Det gælder blandt andre forhenværende drabefterforsker og chef for Rigspolitiets Rejseholdet Bent Isager-Nielsen, der også stiller op på Frederiksberg for Det Konservative Folkeparti.

Fra kendt kriminalefterforsker til måske kommende kommunalbestyrelsemedlem: Her ses en valgplakat for Bent Isager-Nielsen fra De Konservative på Frederiksberg.
Fra kendt kriminalefterforsker til måske kommende kommunalbestyrelsemedlem: Her ses en valgplakat for Bent Isager-Nielsen fra De Konservative på Frederiksberg. Ólafur Steinar Rye Gestsson

»Hvis der er noget, man gerne vil have fat i blandt de blå, borgerlige partier, så er det traditionelt set folk fra politiet. De oser af troværdighed og lov og orden,« siger Søs Marie Serup.

Hun fremhæver blandt andet Københavns Politis forhenværende chefpolitiinspektør Per Larsen som et andet godt bud på en person, der mange gange er blevet forsøgt rekrutteret af borgerlige partier.

Per Larsen forlod politiet i 2010, og selvom han havde politisk potentiale – og sikkert også en del praktisk erfaring – til at få sparket flere døre ind hos blå svingvælgere, så endte han i stedet op som formand for Børnerådet i 2012.

»Det er folk, vi har næsten bundløs tillid til. Så hvis man kan dem få til at stille op, er det et kæmpe scoop for et parti. Bent Isager Nielsen vil ikke nødvendigvis være en god politiker, men han kan trække stemmer. Så han er bestemt værdifuld,« siger Søs Marie Serup.

Michael Brautsch, der er sognepræst og blev kendt som ekspert i DR-programmet 'Gift ved første blik', stiller ligeledes op på Frederiksberg som konservativ kandidat.

Den 57-årige præst ved Frederiksberg Kirke er kendt i den brede befolkning som en af eksperterne i DR's populære realityprogram 'Gift ved første blik', hvor han gennem flere sæsoner har hjulpet par med at finde kærligheden.
Den 57-årige præst ved Frederiksberg Kirke er kendt i den brede befolkning som en af eksperterne i DR's populære realityprogram 'Gift ved første blik', hvor han gennem flere sæsoner har hjulpet par med at finde kærligheden. Nils Meilvang

»Han er kendt fra tv, og det er en udpræget fordel at have været ‘i rullen’, som man siger, når man er vant til at sidde inde i den firkant, som folk kigger ind i. Og lige præcis 'Gift ved første blik' er et program, der fik fanget både de unge og de ældre, og som også har haft et liv på de sociale medier med nogle meget lange, aktive Twitter-tråde, imens det løber over skærmen,« siger Søs Marie Serup og tilføjer, at erfaringen viser, at flere præster faktisk klarer sig ganske godt med at blive valgt ind i kommunalpolitik.

I Gentofte kan man også stemme på den afdøde Farum-borgmester Peter Brixtoftes datter.

Marie Brixtofte, der stiller op for Radikale Venstre, er den ældste af Peter Brixtoftes tre døtre. I januar 2019 debuterede hun som forfatter med den autobiografiske fortælling »Kun når det regner« – en bog om kærlighed, sorg, skam, svigt og misbrug.

»Der er mange sympatistemmer, der kan gå hendes vej. Ikke mindst efter at også DR har vist en dokumentarserie om hendes far, hvor hun medvirker. Mange tænker, hun er et fornuftigt menneske, der er kommet væk fra det, der var hendes fars arv. Men omvendt kan der måske også være nogle, der stemmer på hende, fordi hun bærer Brixtofte-efternavnet, og de måske håber, der er lidt af hendes fars opfindsomhed i hende,« siger Søs Marie Serup.

Peter Brixtoftes datter, Marie Brixtofte, har tidligere stået frem og fortalt sin personlige historie om stofmisbrug, spiseforstyrrelser og om faderens dæmoner. Nu stiller hun så op til kommunalvalget.
Peter Brixtoftes datter, Marie Brixtofte, har tidligere stået frem og fortalt sin personlige historie om stofmisbrug, spiseforstyrrelser og om faderens dæmoner. Nu stiller hun så op til kommunalvalget. Linda Kastrup

Også Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, er på stemmesedlen til kommunalvalget.

Han stiller op som partiets spidskandidat i Gentofte, hvor han skal forsøge at fravriste borgmesterposten fra Michael Fenger.

Løkkegaard, der er uddannet journalist, var engang bedst kendt som nyhedsvært i tv-avisen på DR1, men der er siden da løbet meget vand gennem åen for den i dag 56-årige Venstre-profil, der blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 2009, hvor han efterfølgende er blevet både fravalgt og genvalgt.

Morten Løkkegaard og Venstre overhalede Socialdemokratiet indenom ved det seneste Europa-Parlamentsvalg. Kan han mon gøre det samme mod De Konservative i Gentofte?
Morten Løkkegaard og Venstre overhalede Socialdemokratiet indenom ved det seneste Europa-Parlamentsvalg. Kan han mon gøre det samme mod De Konservative i Gentofte? Thomas Lekfeldt

I november 2017 blev Morten Løkkegaard også valgt ind som det eneste Venstre-medlem i Gentoftes kommunalbestyrelse. Han overbød dermed Louise Feilberg (V), der ellers var Venstres spidskandidat.

»Han har efterhånden optjent en masse stjerner på skuldrene, så han er en fuldtonet politiker og en kæk en af slagsen. Det er godt tænkt af Venstre at stille op i Gentofte med så stærk en kandidat som Morten Løkkegaard.«

»Men når det er sagt, så er folk bare vant til at stemme konservativt i Gentofte. Den nuværende borgmester Michael Fenger har desuden haft tid til at sætte sig i stolen efter hans mangeårige forgænger Hans Tofte, og langt de fleste vælgere kan også sagtens huske ham, fra før han trådte ind i politik,« siger Søs Marie Serup.

Skulle B.T.s politiske kommentator udvælge tre kandidater, som hun spår de bedste odds,er hun ikke i tvivl om, hvem valget falder på.

Søs Marie Serup peger på Brian Holm (K), Michael Fenger (K) og Morten Løkkegaard (V).

Som sin dark horse falder hendes valg på Bent Isager-Nielsen (K).