»Det var fuldstændig magisk.«
Sådan beskriver Rune Baastrup den meget usædvanlige oplevelse, han forleden fik, da han gik en tur i Utterslev Mose i den nordvestlige del af København.
Her plejer ænderne at blive fodret af nogle de besøgende. Men denne dag var det helt omvendt, da en af mosens ænder selv endte op som måltid for en af mosens gæster.
Rune Baastrup havde selskab af sin lille søn. Men han lå og sov i sin barnevogn og overværede dermed ikke det utrolige syn, der udspillede midt ude på boldbanerne ved mosen.

Midt på græsset gik en flok krager rundt og pikkede i græsset. Rune Baastrup har boet ved Utterslev Mose hele sin barndom og spillet fodbold på den selvsamme boldbane i uendeligheder. Dog havde han aldrig før set noget lignende.
Blandt kragerne tårnede en »majestætisk stor rovfugl« sig op, som den 41-årige familiefar beskriver det.
»Jeg gik hen i dens retning for at fotografere den med min telefon. Den virkede faktisk ret ligeglad med mig, så det lykkedes mig at komme meget tæt på,« fortæller Rune Baastrup til B.T.
Heller ikke kragerne lod sig sådan skræmme af, at Rune Baastrup kom tættere på. Tværtimod lod de til at være mere optaget af at ville jage havørnen væk. Nok fordi der ved dens fødder lå en død and, som kragerne havde set sig sultne efter.
Men magtforholdet mellem dem var som en fjervægter mod en sværvægter. Så da havørnen pludselig foldede sit to meter brede vingefang ud og lettede fra græsset med kløerne knuget om sit bytte, måtte kragerne stikke deres halefjer mellem benene,
»Det var virkelig magisk at se på, hvordan denne her store, imponerende fugl pludselig lettede og fik kragerne til at flakke forvirret rundt. Jeg nåede lige kort at tænke 'shit, jeg må også hellere komme væk med min barnevogn',« fortæller Rune Baastrup, der nåede at skyde en masse unikke billeder med sin mobil.
Han har efterfølgende lagt billederne op i en lokal Facebook-gruppe, og med hjælp fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har han fået bekræftet, at der netop var tale om en sjælden havvørn – Nordeuropas største fugleart
Ifølge Daniel Palm Eskildsen, der er biolog leder af et havørneprojekt hos Dansk Ornitologisk Forening, er havørne meget sjældne på netop de københavnske kanter. Faktisk skal man helt tilbage til 2019, før der sidst landede en havørn i Utterslev Mose, fremgår det af DOF's database over fugleobservationer i Danmark.

»Det er meget sjældent det her. Jeg har set billederne, og det er en gammel havørn på måske fem år, der formentlig har taget en and på vandet i Utterslev Mose, hvorefter den har sat sig på en græsplane for at spise sit bytte. Det er sådan set meget almindelig adfærd for en havørn. Men det er meget, meget usædvanligt, at en havørn lander i København og spiser,« siger Daniel Palm Eskildsen til B.T.
Havørnes vingefang er mellem 2 og 2,5 meter bredt. Dertil har de kraftige næb og stærke kløer, der kan blive op til ti centimeter lange. Sagt med andre ord havde den stakkels and fra Utterslev Mose ingen chance.
»Havørnens bytte dør hurtigt, fordi den har afsindigt lange, kraftige kløer, som den borer ind i sit bytte, så det bliver kvalt eller forbløder ihjel. Som regel står deres menu på vandfugle som ænder eller blishøns, men de går selvfølgelig også efter at fange fisk i vandoverfladen,« siger Daniel Palm Eskildsen.
I omkring 100 år var de gigantiske fugle udryddet i Danmark, men siden havørnen genindvandrede i 1996, har den atter fået klofæste i den danske natur. Til stor glæde for ornitologer over hele landet.

»De er bange for mennesker, og historisk set har vi også været meget efter dem. Det var først i 1960'erne, at havørnen og alle rovfugle blev fredet, så man ikke længere måtte skyde dem. Desuden er man holdt op med at bruge mange sprøjtegifte, som var dårlige for havørne og gjorde, at deres æg fik tynde skaller. Så der er gjort en masse tiltag for, at de skal få det bedre, og der er derfor også kommet flere af dem, hvilket jo fantastisk,« siger Daniel Palm Eskildsen.
Han vurderer, at der lige nu befinder sig omkring 140 ynglepar i Danmark, og dertil er der alle ungfuglene, der endnu ikke yngler. I vinterperioden kan der ligefrem være op til 500 havørne i Danmark.
Eftersom vådområder er havørnens foretrukne habitat, huserer der mange af dem ved Vadehavet I Sydvestjylland. I København er naturområderne ude på Amager det tætteste sted, hvor man kan se de store, flotte rovfugle.
Biolog Daniel Palm Eskildsen anbefaler, at man tager ud til Kalvebod Fælled og kigger efter den ved Klydesøen, der ligger på Vestamager.

»Der hører nogle havørne til derude, som jeg ser næsten hver gang, jeg er er. Der er et lokalt par, og så er der også nogle omrejsende ungfugle,« siger Daniel Palm Eskildsen.
Man kan også vælge at tage en tur ud til Kongelunden på Amager, hvor et havørnepar yngler og bor hele året rundt. Dog skal man huske at behandle havørnene med respekt.
»De er ikke farlige, men vi mennesker skal huske at nyde dem på afstand og helst ikke gå for tæt på. En god idé er at medbringe en kikkert. På den måde kan man lov til at se et af Danmarks største rovdyr tæt på, hvilket er helt fantastisk,« siger Daniel Palm Eskildsen, hvor det er lykkedes at få sat gps på foreløbig 19 havørne, som ornitologerne nu kan følge hele året rundt.
Udover havørne kan man i Københavnsområdet også opleve andre store rovfugle såsom tårnfalke og spurvehøge. Om vinteren kommer også verdens hurtigste fugl, vandrefalken, til byen. Den plejer ornitologerne hos DOF blandt andet at kunne se fra deres kontor på Vesterbro
Tilbage i Københavns Nordvestkvarter glæder Rune Baastrup sig stadig over det sjældne syn, han så udfolde sig i mandags ved frokosttid. Selvom han føler sig heldig, er der dog alligevel en enkelt lille ting, han fortryder.
»Gid jeg havde haft et bedre kamera på mig og kunne fange deres kamp i luften over vores hoveder – men da føltes det vigtigere lige at få barnevognen lidt på afstand,« siger han.
Og mon ikke også Rune Baastrups søn vil blive tvunget til at se de imponerende billeder i familiealbummet, når han vokser sig større.