En ældre dement kvinde blev igen og igen af en drillende medarbejder spurgt, hvor hendes jakke var, selvom hun havde den på. Og så blev hendes forvirring filmet og sendt rundt på Snapchat til kollegaer.

I et andet tilfælde blev en ældre filmet, mens denne var på toilet. Også denne video blev sendt rundt. Begge episoder på plejehjemmet Møllegården i Gladsaxe bliver lørdag beskrevet i Berlingske, der sætter fokus på en usund kultur blandt dele af plejehjemmets personale.

De to tilfælde står langt fra alene i Berlingskes artikel, men selvom ledelsen blev bekendt med den krænkende adfærd efter et internt møde i februar 2020, er det først nu, sagerne for alvor får konsekvenser.

Overfor Berlingske understreger plejecentrets leder, Jessie Lykke, at det, der er sket, er »fuldstændig uacceptabelt«.

Uddyber, at ledelsen efter at være blevet bekendt med oplysningerne, har holdt samtaler med medarbejderne, at to medarbejdere er blevet sanktioneret, og at der er blevet holdt oplæg for medarbejderne.

Hun ærgrer sig over, at sagen kaster en skygge over de øvrige medarbejdere. Ligeledes fortryder hun, at de udsatte borgeres pårørende ikke er blevet orienteret.

Det gjorde til gengæld Gladsaxe Kommunes Social- og sundhedsforvaltning, fortæller Jessie Lykke. Alligevel var det ikke, førend Berlingske i denne uge kontaktede borgmesterkontoret, at borgmester Trine Græse hørte om sagen.

Herefter er fire medarbejdere, der muligvis har været implicerede, blevet sendt hjem, ligesom det også er blevet besluttet, at man vil få lavet et ekstern og uvildig undersøgelse for at belyse, hvad der er sket.