Stor debat da hjemløse blev fjernet fra Klostertorv: Nu er der mindre vold


Det skabte stor debat, da Aarhus Kommune tidligere på året fjernede en bænk fra Klostertorv.
Det var nemlig ikke hvilken som helst bænk. Den runde træbænk var samlingspunkt for en gruppe socialt udsatte og hjemløse, der hver dag samledes lige netop der og hyggede sig.
Men varmestuen ved Klostertorv skulle flytte – og bænken blev flyttet med. Til stor forargelse fra nogle beboere i området, mens andre mente, det var det rigtige at gøre.
Varmestuen, som Kirkens Korshær står bag, ligger nu ved Godsbanen. Og flytningen har faktisk haft en positiv effekt. Der er nemlig langt færre voldsepisoder end tidligere.
Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.
Lokalerne ved Godsbanen er lysere og mere rummelige, og det mener varmestuens afdelingsleder, Per Meldgaard Andersen, har betydning.
»Det er meget nemmere hernede, fordi man også kan bede folk om at tage lidt luft, hvile sig eller sige: »Nu tager vi lige et spil pool eller noget",« siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Brugerne af Klostertorv og den runde bænk er tidligere blevet omdrejningspunkt for heftig debat i området, hvor der blandt andet ligger flere cafeer.
Ansatte på Café Smagløs, der ligger bare et stenkast fra hvor den runde bænk tidligere stod, har tidligere været vidne til flere voldelige episoder. Det er nu slut.
Ifølge afdelingslederen af varmestuen er flytningen altså gået over al forventning, selvom der var modstand i starten.
Det faldt blandt andet rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), for brystet. Han delte sin frustration på Facebook.
»Grunden til, at jeg rejser den her diskussion er, at jeg kan se, at flere af de trygge steder for vores udsatte borgere bliver fjernet. Byen bliver mere ganske enkelt mere fjendtlig,« sagde han i september til B.T.
Ifølge rådmanden er Aarhus direkte i gang med at benytte sig af begrebet »Dark Design«, som er et begreb, der bruges når byen indrettes til at afvise mennesker.
Den nye varmestue ved Godsbanen bliver dagligt besøgt af op mod 120 brugere – en del af dem, der altså tidligere havde sin daglige gang på Klostertorv.