De har hele 8.000 grunde til at juble hos rejseselskabet Spies.

»Vores gæster vil være sikre på sol, høje temperaturer og tryghed på den ferie, nogle måske har ventet halvandet år på at kunne komme på,« siger produktchef Carlos Cebrian.

Og i den kommende efterårsferie ser det ud til, at danskerne for alvor har fået rejselysten tilbage, efter at den længe har været sat på coronapause.

I hvert meddeler rejseselskabet, at man i uge 42 sender flere gæster på ferie, end man har gjort på noget andet tidspunkt i de seneste ti år. De 8.000 feriehungrende danskere vil blive sendt afsted på 33 fly fordelt over fem dage – fra Billund, København, Aalborg og Rønne.

Der er endda sat fem ekstra fly ind fra både København og Billund for at kunne klare presset.

Og især et rejsemål har været populært i år hos Spies, lyder det i en pressemeddelelse.

Det er den spanske ø Gran Canaria, som er destinationen for en tredjedel af alle de rejsende i efterårsferien. På popularitetsskalaen følger herefter de græske øer Kreta og Rhodos, Cypern og Gran Canaria-naboen Tenerife.

Antallet af danske rejsende i efterårsferien er hos Spies i øvrigt steget med 220 procent i forhold til sidste år, hvor coronaen stadig strakte sine skygger over det meste af kloden.