Det blev til knap halvandet år i chefstolen for Martin Kjær.
Som projektdirektør for byggeriet af det nye supersygehus, Nyt Aalborg Universitetshospital, er det ham, som har stået i spidsen for byggeriet.
Men ikke længere.
Martin Kjær har valgt at stoppe som projektdirektør i Byggeri og Ejendomme, som har stået for byggeriet, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
»Vi har sat pris på den store indsats, Martin Kjær hidtil har leveret med hensyn til at sikre fremdrift i byggeriet. Martin har imidlertid meddelt os, at han ønsker at søge nye udfordringer udenfor Region Nordjylland,« siger konstitueret koncerndirektør Kim Mikkelsen.
Regionen tilføjer, at de arbejder på at finde en løsning i forhold til den fremtidige ledelse af Byggeri og Ejendomme.
Ellers har de ikke yderligere at tilføje om sagen.
Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital kan ikke ligefrem prale af positiv omtalte de seneste to år.
Den ene skandale efter den anden har ramt byggeriet.
Oprindeligt skulle supersygehuset stå færdig 2020. Meldingen lød siden, at hospitalet vil stå færdigt i 2024, og nu er det 2026.
Samtidig er byggeriet blevet i hvert fald 1,4 milliarder kroner dyrere.
B.T. har også beskrevet adskillige af de fejl, der er dukket op under opførelsen af byggeriet.
Betongulve, som skal hugges op, fejl i elinstallationer, kæmperegninger og bakterier i vandrør og vandproblemer i murstensfacaderne er nogle af de massive problemer, som er blevet beskrevet i medierne.
Og senest fossede 40.000 liter vand pludselig ud af væggen i en omfattende vandskade.
B.T. har også talt med regionsrådsformand i Nordjylland, Mads Duedahl (V), om sagen:
»Ærlig talt, så er jeg rigtig træt af det. Det er dybt frustrerende, at vi igen finder udfordringer. Det er fejl, som er skabt i fortiden, og det er vores lod nu at få det færdiggjort og rette op, men det er rigtig frustrerende, at væggene er fyldt med fugt.«
Læs hele interviewet HER.
I juli fik Region Nordjylland tilladelse fra Sundhedsministeriet om at låne 1,2 milliarder kroner ekstra, som skal være med til at dække budgetoverskridelsen.