Det var en tilfreds sundheds- og omsorgsborgmester, der i oktober sidste år kunne fortælle, at Danmarks største arbejdsplads ville få en enhed til håndtering af sexismesager.
Behovet for at imødekomme krænkede medarbejdere i Københavns Kommune viser sig nu tiltrængt.
Har du oplevet sexisme i Københavns Kommune, eller kender du til sagerne, så skriv til journalist Christian Hansen på chha@bt.dk
Således oplyser Københavns Kommune, at 18 ansatte har henvendt sig til sexismeenheden siden oprettelsen 14. april frem til 6. september 2021.
Sexismeenheden er en anonym klageadgang for medarbejdere i Københavns Kommune, der har oplevet sexisme eller sexchikane på arbejdspladsen.
Af de i alt 18 henvendelser var:
4 af henvendelserne fra medarbejdere, der selv oplevede sig udsat for krænkende adfærd af seksuel karakter
11 henvendelser fra ledere, som ønskede rådgivning om håndtering af en problemstilling om seksuelt krænkende adfærd på deres arbejdsplads
2 henvendelser fra tillidsrepræsentanter vedr. spørgsmål relateret til seksuelle krænkelser
1 henvendelse fra en medarbejder, der selv havde fået en påtale for at udøve krænkende adfærd
Koncernkommunikation i Københavns Kommune har ikke haft mulighed for at stille op til et interview angående henvendelserne til sexismeenheden. I stedet oplyser kommunen på skrift, hvordan henvendelserne nu bliver håndteret.
Sammen med et eksternt advokatfirma skal sexismeenheden blandt andet undersøge, om krænkelserne 'kan få ansættelsesretslige konsekvenser for en påstået krænker', lyder det.
»Hvis ikke den krænkede ønsker at forblive anonym, undersøger rådgiverne i enheden, hvad der er gjort for at håndtere problemstillingen på arbejdspladsen, om en leder er vidende om problemet, om krænkelserne er undersøgt til bunds osv.,« oplyser Københavns Kommune.
»Er der sket krænkende handlinger, undersøger enheden, om der er afholdt samtaler med krænkeren, om der er fulgt op med sanktioner osv. Hvis der er sket grove krænkelser, undersøger enheden, om krænkeren er blevet politianmeldt, eller tager stilling til, om der er behov for det. Enheden følger også op på, hvorvidt medarbejderen har behov for f.eks. psykologhjælp, og yder i givet fald denne hjælp.«

Sexismeenheden, som sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) kunne præsentere vedtagelsen af i efteråret, får 1,5 millioner kroner årligt. Det fremgår af budgetaftalen for 2022.
»Det er enormt vigtigt for mig, at vi oven på den seneste tids bølge af sager og opråb fra primært unge kvinder får slået fast, at ansvaret i den her type sager ikke skal ligge hos den enkelte medarbejder, men klart og tydeligt bliver placeret hos arbejdsgiver og arbejdsplads.«
»Der ønsker jeg, at vi som Danmarks største arbejdsplads med næsten 45.000 medarbejdere går forrest, og det er derfor, jeg har taget initiativet,« forklarede Sisse Marie Welling efter vedtagelsen i Borgerrepræsentationen i oktober.



