På Mændenes Hjem uddeler socialarbejderne små gennemsigtige poser med et hvidt pulver i.

Og hvor flere måske vil undre sig og tænke, at det er friskt af socialarbejderne på Vesterbro at uddele stoffer til hjemmets besøgende, så er det dog ikke sådan et indhold, poserne har.

Det hvide pulver, som de gennemsigtige poser indeholder, er nemlig bikarbonat, bedre kendt som natron.

Det skriver TV 2 Lorry.

Bikarbonat reducerer nemlig risikoen for skader, når misbrugerne ryger deres stoffer.

Hvis stofferne ikke tilberedes i bikarbonat, sker det nemlig ofte i salmiakspiritus, der både er farligt og kan give voldsomme ætseskader.

'Bikarbonat kan det samme og er et sikrere alternativ, så derfor arbejder vi på at gøre bikarbonat så tilgængeligt som muligt,' skriver Mændenes Hjem i et opslag på Facebook. Se opslaget nederst i teksten.

Over for TV 2 Lorry afviser Majken Fuglsang, sundhedsfaglig leder hos Mændenes Hjem, at stedet med initiativet opfordrer til misbrug.

»Det er ligesom at uddele rent værktøj, altså rene kanyler, rene pumper og spritservietter,« siger hun.

Mændenes Hjem har ét af to stofindtagelsesrum i København. Det betyder, at misbrugere kan komme for at tage stoffer under kontrollerede forhold i hjemmet.

Mændenes Hjem behandler omkring 15-20 overdoser om måneden.