Selvom et barn sjældent vil overveje, hvilke køn de andre i svømmehallen har, så er det ikke helt ligegyldigt, om et barn går til kønsopdelt svømmeundervisning eller ej.

Børn opfatter nemlig dét, de bliver budt som 'normalen', og det virkelighedsbillede kønsopdelt svømning er med til at danne, kan de støde sig på senere.

»Hvis børn ikke bliver eksponeret for, hvordan forskellige kroppe ser ud, så skaber de deres egen fantasi. De fylder selv hullerne ud og forestiller sig noget, der måske ikke helt stemmer overens med virkeligheden.«

Det fortæller Charlotte Diamant, der har arbejdet som børnepsykolog i 23 år.

B.T. har spurgt børnepsykologen, hvad det betyder for de små størrelser ikke at blive eksponeret for det modsatte køn i badetøj, efter at Lars Aslan Rasmussen (S) mandag genoplivede debatten om kønsopdelt svømning.

I et Facebook-opslag under overskriften 'Talibanmark i svømmehallen' fortæller den socialdemokratiske politiker, at han har været en tur i svømmehallen på Nørrebro, hvor der på få hold er kønsopdelt svømmeundervisning for børn.

Et koncept, politikeren ikke bryder sig om og blandt andet kalder »langt ude«.

Om det er en bjørnetjeneste at sende sit barn til kønsopdelt svømning, vil Charlotte Diamant dog ikke konkludere på.

»Det kommer an på rigtig mange faktorer. Hvis vi ser helt bort fra de kulturelle faktorer, der kan være afgørende for, at man træffer sådan et valg, og forældrenes egen bornerthed, så mener jeg, at det er ærgerligt, at børnene ikke også får dét billede af virkeligheden med,« siger hun.

Hun forklarer, at det at »realitetskorrigere« – altså i den her sammenhæng at eksponere børn for, at kroppe er forskellige – er »noget af det bedste, vi kan gøre for børns sunde udvikling«.

Det skyldes blandt andet, at det ofte bliver nemmere for børn og unge at acceptere, hvordan kroppen udvikler sig og tager sig ud, når de er blevet eksponeret for det letpåklædte spektrum af kropsformer og størrelser, der findes.

»Hvis det ikke sker, så kan konsekvensen være, at børn får et fordrejet og skamfuldt billede af kroppen,« siger hun og uddyber:

»Så bliver de ofte mindre selvsikre og har sværere ved at finde ro i deres egne kroppe, og så er der nogle situationer, der bliver vanskeligere, når de bliver ældre. Det handler ikke kun om sex. Det kan også være at tage på stranden i bikini,« siger Charlotte Diamant.