Ryanair nægter at transportere passagerer, der blev refunderet af kreditkortselskaber for flyvninger, de ikke tog på grund af flyveforbud under coronanedlukningen.

Flyselskabets foranstaltning påvirker de passagerer, der har købt ikke-refunderbare billetter til Ryanair-flyvninger, skriver CNN.

Flyvningerne blev gennemført, men de pågældende passagerer var ikke i stand til at tage med på turen på grund af restriktioner i deres hjemland – nogle fravalgte flyvningen. Passagererne skulle angiveligt have fået en værdikupon, som de kunne bruge til at booke en ny flyrejse.

Ryanair har sagt i en officiel meddelelse tirsdag, at det er færre end 1.000 mennesker, der er berørt. Desuden lyder udmeldingen, at passagererne »valgte ikke at rejse og derefter ulovligt fik tilbageførsler via deres kreditkortselskab.«

Selskabet kræver derfor, at de pågældende personer »afregne deres udestående gæld« med dem, før de får lov til at flyve igen.

Kunder, der modtog refusion direkte fra flyselskabet, efter det aflyste fly, vil ikke blive berørt, lød det fra Ryanair.

Det var det britiske medie MoneySavingExpert, der først skrev om Ryanairs nye foranstaltning. Mediet skriver, at de har talt med tre passagerer, der først fandt ud af, at de ikke længere kunne booke et fly via Ryanair, da de forsøgte at købe en billet til en flyvning.

Én af passagererne fandt først ud af det tre dage før hun skulle rejse, og hun følte sig derfor nødsaget til at tilbagebetale flyselskabet de penge, hun havde fået af sit kreditkortselskab.