Karin Christiansen er bosat på Klaregade, som ligger i centrum af Odense. Og det er hun faktisk glad for.

Men for nylig er hun blevet gjort opmærksom på nogle ganske særlige trafikale regler på gaden, der mildest talt har efterladt hende i chok.

»Onsdag blev jeg sat af ved mit hjem, og der gør to p-vagter mig opmærksom på, at det faktisk ikke er tilladt at standse på Klaregade. Af- og pålæsning er simpelthen forbudt,« siger Karin Christiansen og fortsætter:

»Med de regler, så kan man jo ingenting. Så bliver vi fuldstændig låst inde.«

Indtil onsdag var Karin Christensen ellers overbevist om, at af- og pålæsning på vejen var tilladt, men så blev hun altså klogere.

»Det vil jo sige, at alle, der bor i Klaregade, simpelthen hverken kan blive sat af, blive hentet, få leveret mad eller få pudset vinduer. Det er jo forrykt,« siger hun.

Forbudstavlen på Klaregade betyder, at man ikke må gøre ophold i sin bil på gaden. Og det sætter altså begrænsninger for Karin Christiansen. Foto: Amanda Kieler Andersen.
Forbudstavlen på Klaregade betyder, at man ikke må gøre ophold i sin bil på gaden. Og det sætter altså begrænsninger for Karin Christiansen. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Det er skiltet herover, som ligger til grund for Karin Christiansens frustrationer. Den runde cirkel med krydset over betyder nemlig standsning forbudt.

Det vil sige, at enhver form for standsning på kørebanen, der ikke sker af hensyn til den øvrige færdsel på vejen, er forbudt.

B.T. har været i kontakt med parkeringskontoret i Odense Kommune, som bekræfter, at det altså på Klaregade er helt forbudt at standse, parkere samt at foretage af- og pålæsninger jævnfør skiltet om standsning forbudt.

Kontoret oplyser dog i den forbindelse, at det er muligt at søge dispensationer hos kommunen senest 24 timer i forvejen, hvis man skulle have brug for at holde med eksempelvis en flyttebil på vejen.

For Karin Christiansen er det særligt, når tankerne falder på ældre eller handicappede beboere, hun er uforstående overfor forbuddet.

»Man har jo ikke en ærlig chance for at komme ud af sit hjem, når det er forbudt at stige ind og ud af biler. Hvor langt fra sit hjem skal man så gå? Og hvad hvis man har brug for en taxa?«

Efter samtalen med parkeringsvagterne slog hun dog for en stund koldt vand i blodet. For som beboer mente hun, at man som minimum måtte kunne opnå en form for varig dispensation. Men det kan man altså ikke.

Det er jo bare sådan, færdselsloven er. Er det ikke rimeligt, at du skal følge loven lige som alle andre?

»Selvfølgelig skal man følge loven, og det gør jeg også nu, hvor jeg er blevet gjort opmærksom på det. Men jeg mener, at man bør lave det skilt om. Som minimum burde man som beboer få en speciel dispensation, for det kan ikke være rigtigt,« siger hun.

For Karin Christiansen er håbet, at politikerne i byen får øjnene op for, hvad hun mener er en uholdbar løsning.

Men folk, som har bosat sig på for eksempel gågaden Vestergade, lever under præcis de samme forhold, som du beskriver. Er det ikke bare vilkårene, når man bor midt i byen?

»Det kan godt være, at personer bosat i gågaden lever under samme vilkår, men Klaregade er jo ikke en gågade. Så det kan ikke sammenlignes,« afslutter Karin Christiansen.