Der er udbrudt smitte med coronavirus på Hjemly Idrætsefterskole, der ligger i Hillerslev syd for Odense.

Det bekræfter efterskolens direktør, Brian Bastiansen, over for B.T.

»Det er korrekt, at flere på efterskolen er blevet smittet med coronavirus,« siger skoledirektøren og fortsætter:

»Derfor valgte Region Syddanmark i dag at sende testbiler ud til skolen, så alle elever og medarbejdere kunne blive testet for coronavirus.«

Region Syddanmark sendte onsdag testbilen ud til Hjemly Idrætsefterskole. Foto: Hjemly Idrætsefterskole.
Region Syddanmark sendte onsdag testbilen ud til Hjemly Idrætsefterskole. Foto: Hjemly Idrætsefterskole.

Lige nu afventer skolen den endelige opgørelse af dagens test. Men indtil videre oplyser skoledirektøren, at det drejer sig om omkring 20 personer, som er blevet smittet. Heriblandt faktisk også skoledirektøren selv, der derfor må klare arbejdet online.

»Jeg bor på skolen, så det er lidt underligt at være isoleret i sit hjem og bare kunne se ud på elever og medarbejdere. Det ville jeg ellers rigtig gerne være en del af,« siger Brian Bastiansen, der indtil videre holder sig for sig selv, indtil han er helt symptomfri.

Det er kun de smittede personer, som er blevet sendt hjem i isolation. De resterende efterskoleelever går derfor stadig til undervisning, og medarbejderne holder skolen kørende.

»Det er fantastisk at have medarbejdere, der bare træder til og løfter i flok, så skolen stadig kan løbe rundt. De løber stærkt i øjeblikket, og det er jeg meget taknemmelig for,« siger skoledirektøren.

Direktøren er dog lidt bekymret for, om smitten skulle sprede sig til skolens køkken, for det er et område, som kommer til at blive svært at løfte for de resterende medarbejdere på skolen.

»Og man kan jo ikke rigtigt spise online,« siger Brian Bastiansen med et smil.

Spørger man så, hvor smitten er opstået henne, så har efterskolen faktisk et meget godt bud. Fredag udbrød der nemlig brand i efterskolens teknikrum, og det betød, at alle på skolen måtte evakueres til skolens hal. Og herfra mener man, at smitten har spredt sig til flere.

»Heldigvis har alle de smittede milde symptomer, så der går ikke længe, før alle er tilbage igen,« forsikrer Brian Bastiansen.