»De ordnede det hele på én dag.«

Sådan lyder det fra 79-årige Ruth Jeppesen. Hun er en tilfreds patient, der netop er blevet opereret i sin hofte på Silkeborg Sygehus. Og lige præcis i Silkeborg kan de noget helt særligt, når det handler om at opdage sygdom. Hurtigt.

Ruth Jeppesens operation stod ellers til at blive aflyst, fordi en undersøgelse viste mulige problemer med hjertet. Men på grund af en usædvanlig indsats blandt lægerne og samarbejde specialerne imellem lod det sig alligevel gøre.

Historien om Ruth Jeppesen adskiller sig på mange måder fra de fortællinger, B.T. i den seneste tid har skildret. En række menneskeskæbner, for hvem mødet med sundhedssystemet har vist sig at være en forhindring frem for en hjælp.

Ruth Jeppesen.
Ruth Jeppesen. Mikkel Berg Pedersen

Ruth Jeppesen har til gengæld fået den bedste behandling.

»Det er dejligt, når det går hurtigt,« siger hun.

Hendes diagnose har ikke været livstruende, som mange af dem, B.T. tidligere har talt med, og for hvem det har haft alvorlige konsekvenser, at lægen ikke har lyttet.

Men Ruth Jeppesen illustrerer alligevel meget vel, hvad der kan ske, hvis sygehusvæsenet indrettes på patienternes præmisser.

På Silkeborg Sygehus kan 75 pct. af patienterne blive udredt i løbet af en enkelt dag. Læg dertil, at det er det samme team af læger, som tager sig af patienten frem for flere forskellige.

»Hvis vi står med en patient, der har gigt, og vi har mistanke om noget med hjertet, så kan man hurtigt sende patienten ned på hjerteafdelingen og få det undersøgt. Det er motiverende for lægerne og kan være med til at mindske fejl, hvis man arbejder i teams,« siger Ulrich Fredberg.

På Silkeborg Sygehus har man samlet alle ni medicinske specialer og røntgenlægerne på samme sted under samme ledelse for at slippe for ‘uhensigtsmæssige udredningsforløb’, som ledende overlæge Ulrich Fredberg formulerer det.

»Jo længere tid man bruger på udredning, desto dårligere bliver prognosen. Og det gælder ikke kun for kræft,« siger han.

Ledende overlæge på Silkeborg Sygehus, Ulrich Fredberg. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Ledende overlæge på Silkeborg Sygehus, Ulrich Fredberg. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig Rasmus Laurvig

Røntgenlægerne tager selv konsekvenserne af deres fund og ordinerer og gennemfører selv de nødvendige undersøgelser.

Det kan i nogle tilfælde mindske udredningstiden fra 29 dage til to dage. Det skyldes, at man undgår at involvere egen læge og flere speciallæger.

Ruth Jeppesen priser sig lykkelig for at bo i en region med de bedste resultater.

»Det er da forkert, at det ikke går så stærkt andre steder. Der kunne lægerne godt tage at oppe sig lidt,« siger hun.

Hurtig udredning og tæt samarbejde mellem alle specialerne er dog ikke det eneste, Silkeborg Sygehus kan bryste sig af. Det er også det sted i landet, hvor lægerne oftest finder lungekræftpatienter i de tidlige stadier. Det er som bekendt vigtigt, hvis man vil have gode chancer for at overleve.

Eksempelvis finder lægerne i Silkeborg nu for tredje år i træk langt flere lungekræftpatienter i det tidlige stadie. I sidste opgørelse fandt lægerne 29,8 pct. procent, mens det kun er 14,6 pct. i gennemsnit på landsplan.

»Desværre er det mange tiltag, som tager lang tid til at få udbredt,« siger Ulrich Fredberg.

Succesen skyldes blandt andet, at de praktiserende læger i Silkeborg kan få udredt patienter med så vage symptomer, at de ikke er tilstrækkelige til at blive sendt i kræftpakkeforløb. Silkeborg har derfor siden 2015 tilbudt praktiserende læger at henvise disse patienter til en lavdosis CT-scanning af lungerne, som kan afsløre små kræftknuder.

Andre steder benyttes typisk røntgen, som i mange tilfælde ikke kan afsløre lungekræft i de tidlige stadier.

»Vi skal blive bedre til at indrette vores hospitaler og servicere praksislægerne bedre. For eksempel ved at de skal have adgang til undersøgelser og svar, så en udredning starter i almen praksis, der hurtigt kan afklare, om det er nødvendigt at sende patienterne til yderligere udredning,« siger han.

Fra politisk hold har man da også fået øje på ‘miraklerne’ i Silkeborg.

»I dag kan vi risikere, at patienter bliver sendt af sted til mange instanser for at få en diagnose. Det er ikke sådan, at de forskellige instanser føler sig forpligtet til at se på, hvad de andre specialister har set og udelukket. Det har Silkeborg fat i noget, der kan vise vejen,« siger sundhedsordfører hos SF Kirsten Normann Andersen.