Husker du 37-årige Maria Holst, hvis far nu er død?

Eller hvad med 30-årige Sandra Mørk Valentes, der også gang på gang opsøgte flere forskellige læger uden at få svar på, hvad hendes smerter skyldes?

Sandra Mørk Valentes er nu uhelbredelig syg af kræft. Maria skal holde jul uden sin far, der måske kunne have overlevet, hvis lægerne havde lyttet.

B.T. har gennem en række uger sat fokus på en række mennesker, for hvem deres møde med sundhedsvæsenet er endt katastrofalt.

30-årige Sandra er mor til to drenge på seks og to år.
30-årige Sandra er mor til to drenge på seks og to år.
Vis mere

Menneskeskæbner, der nu bakkes op af en ny rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, som udkommer torsdag.

Den viser blandt andet, at diagnosefejl er involveret i godt hver fjerde anerkendte patientskade i Patienterstatningens erstatningssager. Af dem stammer omkring 70 pct. fra de offentlige sygehuse og 18 pct. fra almen praksis.

Opgørelsen dækker over 100.000 sager siden 2008 og frem til i dag.

»Det er chokerende. Vi bliver nødt til at undersøge, hvordan vi kan nedbringe det tal. Det er utilfredsstillende, og det skaber utryghed, som vi gerne vil undgå,« siger Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF.

Lægerne selv har da også tidligere i B.T. erkendt, at der er et problem, som skal løses og have større fokus på sygehusene.

»Det er ulykkeligt og uretfærdigt, og det er i den grad noget, vi sætter fokus på og forsøger at gøre noget ved,« sagde lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, i sidste uge til B.T.

I denne uge siger Praktiserende Lægers Organisations formand, Christian Freitag, nogenlunde det samme:

»Vi møder desværre for ofte folk, der ikke føler sig forstået,« siger han.

Hos Danske Patienter, der kæmper for bedre patientvilkår, er det dog ikke nødvendigvis lægernes skyld, at patienter som Leif Christensen, Arne Notkin, Sandra Mørk Valente, Ninna Hedegaard Rasmussen og Maria Holsts far oplever diagnosefejl eller for sen diagnosticering i sundhedsvæsenet.

»Problemerne handler ikke om, hvorvidt den enkelte læge eller sygeplejerske er dygtig. For det er de. Det handler om de rammer, de arbejder under. De skal have nogle ordentlige rammer, og det er et politisk ansvar,« siger formand for Danske Patienter Morten Freil.

Formanden for PLO, Christian Freitag, er enig i den analyse.

Han påpeger blandt andet tiden som et centralt problem. En faktor, som er medvirkende til, at der kan opstå fejl.

»Vi har fået skabt et sundhedsvæsen, hvor der er enorm fokus på effektivisering. Effektivisering handler ikke meget om, hvorvidt patienter føler sig taget seriøst. Det handler mere om, hvor mange lægen kan nå at se på en time, og om lægen får spurgt om det rigtige,« siger han.

Efter nytår mødes alle partier på Christiansborg for at se nærmere på en såkaldt sundhedsaftale.

Den skal sætte en fælles politisk retning for samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og de praktiserende læger.

»Vi er nødt til at finde ud af, hvad det er, der går galt, og lære af det, så vi kan mindske antallet af diagnosefejl,« siger sundhedsordfører for DF Liselott Blixt.