»Jeg synes, det er enormt svært, at ingen tager ansvar. Jeg føler mig så magtesløs og hjælpeløs.«

Sådan lyder det fra Anne Mette Christensen fra Aarhus.

Den 30-årige kvinde er potentielt alvorlig syg, men ingen ved endnu, hvad hun fejler. Hun er blot en ud af mange, der føler sig svigtet af sundhedssystemet, og som ikke har tillid til, at lægen lytter.

Modsat hende har de fleste af de mennesker, B.T. i den senere tid har beskrevet, fået en diagnose.

Anne Mette Christensen har efter halvandet år stadig ingen diagnose. Foto: Rasmus Lauervig
Anne Mette Christensen har efter halvandet år stadig ingen diagnose. Foto: Rasmus Lauervig
Vis mere

Så heldig er den unge kvinde ikke.

Anne Mette Christensens uvisse skæbne går vi i detaljer med senere.

Først skal vi en tur omkring en af dem, som anerkender, at vi i Danmark kan gøre det bedre.

»Vi ved fra vores medlemmer og fra vores undersøgelser, at det er et massivt problem i sundhedsvæsenet, at patienter oplever, de er kastebolde mellem forskellige sundhedspersoner, sektorer og specialer. Man bliver tabt i systemet, hvis man ikke selv tager ansvar, og det er ikke alle, der magter at gøre det,« siger Morten Freil, formand for Danske Patienter.

Anne Mette Christensen er blevet tilset af en hudlæge, en neurolog, en infektionslæge, en mave- og tarmlæge samt flere privatpraktiserende læger.

Hun er blevet scannet ad flere omgange – senest i en PET-scanner, som viste øget aktivitet i lymfeknuder og bryst.

»Det er frustrerende at være syg samtidig med, at jeg prøver at holde mig 'inde i varmen' for at være sikker på, at jeg ikke bliver tabt. Det er bekymrende og absurd, at jeg bliver afsluttet og lander derhjemme, uden nogen gør noget, « siger hun.

Efter halvandet år ved hun stadig ikke, hvad hun fejler. Mistanken har lydt på kræft, autoimmun sygdom eller infektion.

Anne Mette Christensen har måttet sætte sit liv på standby pga. sygdommen. Foto: Rasmus Lauervig/Byrd.
Anne Mette Christensen har måttet sætte sit liv på standby pga. sygdommen. Foto: Rasmus Lauervig/Byrd.
Vis mere

Anne Mette Christensen har periodisk feber, jernmangel, reaktive lymfeknuder samt smerter fra brystet, armen og i hele den ene side af kroppen. Hun får blå mærker, udslæt, nældefeber og sår. For blot at nævne nogle af hendes symptomer.

Før hun blev syg, havde hun egen virksomhed som art director, boede i et stort hus med sin kæreste og treårige datter. Nu har hun måttet lukke sin virksomhed på ubestemt tid, og hun kæmper for at opretholde et velfungerende privatliv.

»Det er en enorm stor udfordring at være mor, kæreste og veninde, samtidig med, at jeg føler, at jeg 'kæmper for mit liv'. Det kræver mere af mig, end det gjorde at drive virksomhed. Det største problem er, at jeg skal kæmpe for at blive hørt,« siger Anne Mette Christensen, der føler sig overladt til sig selv i systemet.

Morten Freil fremhæver en såkaldt 'patientansvarlig læge' som en løsning, der kunne løse Anne Mettes og andre patienters rådvildhed.

»Man skal se på, hvordan man kan gøre det bedre, så der er en, som har ansvaret, også når patienten udskrives til almen praksis eller kommunen. Hvem har ansvaret for at følge op?« siger han.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, bakker op om, at der skal være en patientansvarlig læge for at imødekomme problemer som dem, Anne Mette oplever. Han peger på, at der har været forskellige tiltag for at gøre patienternes vej gennem sundhedssystemet lettere, men at det har ikke fjernet alle problemer:

»Det betyder desværre ikke, at alle patienter oplever snorlige behandlingsforløb med tydelighed omkring, hvem der har behandlingsansvaret,« siger han.

Anne Mette Christensen efterlyser, at speciallægerne ser på hendes krop som et samlet hele frem for kun at kigge på den del af hendes krop, som vedrører netop deres speciale.

»Hvis man kun har 25 pct. af puslespillet, så er det klart, det er svært at samle det. Så står jeg der med for eksempel blod fra lungerne. Uden hjælp. Uden nogen forklaring. Så jeg savner, at lægerne er mere opmærksomme på, hvilke af 'deres' symptomer, der kan optræde i andre specialer,« siger hun.

Den 30-årige kvinde ved ikke, hvad hun gør nu. Hun vil dog fortsat forsøge at presse på for at få en diagnose, selvom hun synes, det er svært at samle kræfter til at kæmpe, når hun er syg.

»Jeg håber, der sidder nogen derude, som kan genkende mine symptomer, eller nogen som kan hjælpe mig med at tage ansvar for at få mig ført frem til en diagnose og behandling, så jeg kan få min livskvalitet tilbage.«

I faktaboksen her på siden kan du se, hvad sundhedsordførerne synes om at indføre en patientansvarlig læge.