Oplever du, at din læge ikke lytter? Så skal du overveje at skifte til en ny.

Det var en af de pointer, der kom frem, da formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing tirsdag medvirkede i en Facebook-live på B.T.

Videoen kan du se i artiklen herover.

»Det er vigtigt, at man er tryg som patient og har tillid til lægen. Det er også rigtigt vigtigt for at kunne stille diagnoser, at man har en åben, fri, tillidsfuld og fortrolig dialog. Er den ikke til stede, så synes jeg, man skal overveje at skifte læge,« svarede Andreas Rudkjøbing på et af læsernes spørgsmål.

B.T. har de seneste uger beskrevet, hvordan en række danskere er løbet panden mod en mur, da de prøvede at få hjælp hos deres læge.

Fortællinger, der bakkes op af en nylig rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Den viser blandt andet, at 29 procent af alle behandlingsskader skyldes diagnosefejl.

Disse fejl koster 63 danskere livet om året.

»Det er vigtigt at sige, det er uundgåeligt, at der sker fejl. Det er også en vigtig del af den her rapport,« sagde Andreas Rudkjøbing.

18-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019, efter han har fået amputeret sit ben på grund af kræft. Foto: Byrd/Louise Askly
18-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019, efter han har fået amputeret sit ben på grund af kræft. Foto: Byrd/Louise Askly
Vis mere

Rapporten viser også, at fejlene oftest opstår i begyndelsen af et sygdomsforløb, hvor lægen undersøger patienten og lytter til hans eller hendes historie.

»Enhver fejl er en fejl for meget, men de tal, der er i rapporten, er ganske store tal. Det må jeg jo indrømme, de kalder på handling,« mener lægernes formand.

Set i lyset af for mange, der får deres diagnose for sent, ville en læser vide:

»Kan man ikke tage en blodprøve på alle danskere en gang om året og tjekke den for kræftceller?,« spurgte vedkommende.

Til det sagde lægeformanden:

»Langt de fleste mennesker, der føler sig sunde og raske, de er sunde og raske, og begynder man at undersøge dem, risikerer man at sætte en masse i gang, der ender med ikke at være til gavn for patienten,« forklarede Andreas Rudkjøbing og fortalte, at forskning viser det samme.

»Vejen frem er ikke at teste alle. I stedet handler det om, at lægerne finder tid og ro til at kunne lytte og tale med patienterne, sparre med deres kollegaer og følge op på det, patienterne fortæller, hvis vi skal nedbringe antallet af diagnosefejl,« sagde han.

»Det er en kamp i et presset sundhedsvæsen at stoppe op. Men det er afgørende vigtigt,« sagde Andreas Rudkjøbing.

Han sagde desuden, at politikerne skal blive ved med at investere i vores sundhedsvæsen:

»For selv om vi har mulighed for at få behandling i første klasse i Danmark af dygtige læger og sygeplejersker, så er det ikke givet, at det fortsætter sådan.«

Han forudser et stigende antal ældre:

»Noget af det, der truer vores sundhedsvæsen lige nu, er, at der hvert år bliver i tusindvis flere patienter, simpelthen fordi vi er i gang med at blive et aldrende samfund,« sagde Andreas Rudkjøbing.