Den succesfulde Søndervangskole i Aarhus er i ugens løb blevet anklaget for snyd med afgangsprøver.

Først kom det frem, at elever angiveligt skulle have fået ekstra tid til den skriftlige afgangsprøve i dansk uden at være berettiget til det.

Torsdag kom der så yderligere beskyldninger mod skolen. Nemlig at ledelsen skulle have orienteret lærere om, hvilke fag eleverne ville komme op i, samt ladet lærerne overskride mængden af den tilladte hjælp til at udarbejde synopser. De skulle også have hjulpet eleverne med at udforme klager over deres karakterer.

Allerede onsdag udtalte Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sig til Politiken om sagen, hvor hun sagde, at hun »aldrig havde hørt om noget lignende«.

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, har indtil nu været tavs i sagen. Men i en pressemeddelelse udsendt torsdag udtaler han sig for første gang.

»Snyd og fifleri hører helt generelt ikke hjemme på skoler, hvor jeg er rådmand. Det siger sig selv, at det er uacceptabelt, og det kan jeg kun tage afstand fra,« siger han.

Han tilføjer, at han blev bekendt med, at der er sket fejl på skolen efter en henvendelse i marts 2019, og at der har været fulgt op ledelsesmæssigt både før og efter.

Børn og Unge i Aarhus Kommune er blevet bedt om at udarbejde redegørelser om sagen til kommunens Børn og Unge-udvalg samt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

De har indtil 6. oktober til at aflevere redegørelsen til sidstnævnte, hvilket er samme dag, som Børn og Unge-udvalget behandler sagen.

»Det er kun rimeligt at få forholdene og håndteringen belyst grundigt. Det gælder for alle parter i sagen, hvor der er bragt mange hårde beskyldninger frem. Nu ser jeg frem til, at redegørelserne er færdige, så jeg og andre kan tage bestik af dem,« siger rådmand Thomas Medom.

Skolen har i 2016 og 2017, som er den periode, hvor de anklages for snyd, øget karaktergennemsnittet i læseprøven med mere en et helt karakterpoint.