Nu er nye anklager dukket op mod successkolen Søndervang i Aarhus. Ifølge kilder har der været omfattende fusk med eksamener.
Tidligere på ugen skrev Politiken, at ledelsen på skolen snød ved afgangsprøven i 2016 og 2017 for at få flotte resultater. Men problemet er ifølge flere andre kilder meget mere omfattende.
I en artikel i fagbladet folkeskolen.dk står to tidligere lærere på den tidligere hyldede skole frem med alvorlige anklager. Desuden har fagbladet talt med i alt 20 nuværende og tidligere lærere på skolen.
Ifølge dem har ledelsen lagt et enormt pres på, at karaktergennemsnittet for de hovedsageligt tosprogede elever skulle stige. Og snyden med afgangsprøverne i 2016 og 2017 var ifølge fagbladet ikke en enlig svale.
Snyden toppede nemlig blot i 2016 og 2017 og nogle af de problematiske metoder skolen skulle have brugt fortsatte nemlig, fortæller kilder til folkeskolen.dk.
Snyden på skolen drejer sig blandt andet om, at ledelsen skulle have orienteret lærere om, hvilke fag der blev udtrukket til årets eksamen, selvom det ikke var offentliggjort. Dermed kunne man lægge undervisningstiden om, så 9-klasserne fik mest mulig undervisning i de fag, der var udtrukket.
Derudover skulle ledelsen have overskredet både mængden af timer og grænsen for, hvad lærere må hjælpe med i forbindelse med udarbejdningen af synopser til mundtlige prøver. En af kilderne fortæller til fagbladet, at han selv har siddet på tomandshånd og terpet, hvad eleverne skulle sige til den mundtlige prøve dagen inden eksamen.
Derudover skulle lærere også have hjulpet elever med at udforme klager over deres karakterer til prøven i skriftlig fremstilling.
Pia Moelsby, der dengang var lærernes tillidsrepræsentant på skolen, fortæller til fagbladet, at hun flere gange har forsøgt at kæmpe imod ledelsens måde at drive skolen på.
»Det har været så frustrerende, at jeg har oplevet en ledelse, hvis ord jeg ikke kunne stole på. Søndervangskolens snyd har været kendt både blandt lærerne på skolen og andre steder i byen, men ledelsen har aldrig stået ved det,« siger hun og fortsætter:
»I stedet har man hver gang lagt kritikken ned ved at konstruere sin egen virkelighed, og hvis man ikke købte ind på den virkelighed, så skulle man se sig om efter et andet sted at være.«
Folkeskolen.dk skriver, at skolelederen Rani Hørlyck ikke har ønsket at kommentere anklagerne, men henviser til sine tidligere udtalelser til Politiken.