Østjyllands Politi modtog torsdag en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud i Hasselager.

En borger havde set nogen smadre et vindue. Patruljen ankom til stedet og kunne se, at der gik en person rundt inde i den lejlighed, hvor ruden var blevet smadret.

Politiet forsøgte at få manden til at åbne døren, men det nægtede han. Derfor måtte de til sidst åbne det smadrede vindue og komme ind i lejligheden ad den vej. Det oplyser Østjyllands Politi.

Manden forsøgte sig dog også at stille sig i vejen, så politiet ikke kunne komme ind, og da han heller ikke efterfølgende ville følge politiets anvisninger, blev han lagt i håndjern.

Nu nægtede manden dog at oplyse navn og fødselsdato, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

Betjentene forsøgte at forklare manden, hvorfor de var i lejligheden, og at de havde brug for at vide, hvem han var.

Det eneste svar de fik, var en byge af skældsord, og manden blev derfor også sigtet for to tilfælde af fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Det viste sig dog, da politiet undersøgte, hvem der var tilmeldt adressen, at den anholdte mand var identisk med lejlighedens beboer. Manden blev taget med på politigården, hvor han nægtede at udtale sig til politiet.

Østjyllands Politi ved derfor heller ikke, hvorfor der var en rude smadret i lejligheden.

Den bizarre situation stopper dog ikke her. Den 31-årige fik nemlig lov at sidde nogle timer i detentionen, inden han klokken 03.50 blev løsladt.

Umiddelbart en glædelig besked – men sådan tog den 31-årige det altså ikke.

Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle løslades til gaden, når det regnede så meget. Derfor stillede han sig på tværs, så døren ikke kunne lukkes i for ham.

Han blev bedt om at flytte sig, og da valgte han at klamre sig til en metalstolpe ved døren. Derfor endte han også med en sigtelse for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Til sidst forlod manden politistationen.