Den aarhusianske madudbringningstjeneste Hungry er blevet solgt for »et trecifret millionbeløb«.
Det meddeler selskabet selv fredag morgen.
Køberen er den kæmpestore, tyske udbringningsplatform Delivery Hero, der hidtil har ejet 44 procent af Hungry – handlen værdisætter Hungry til 250 millioner kroner.
»Potentialet for Hungry er enormt, og med Delivery Hero som ejer har vi mulighed for at løfte Hungry til næste niveau og dermed investere endnu kraftigere i at blive nummer et i Danmark,« siger Hungry-stifter, -hovedaktionær og -direktør Morten Larsen, der fortsat vil stå i spidsen for selskabet:
»I fremtiden stiger konkurrencen markant, og derfor kommer vi nu også til at udvide med yderligere forretningsområder de kommende år.«
Af en pressemeddelelse fremgår det, at der nu vil blive »skruet yderligere op for investeringerne i egen udbringning af fødevarer til takeawaykunder flere steder i Danmark end først planlagt.«
Det lyder videre, at Hungry samtidig vil kaste sig over udbringning af dagligvarer, tøj, blomster, beauty- og apotekervarer. Blandt andet.
Den nye ejer, Delivery Hero, har allerede 43.000 ansatte fordel på cirka 50 lande over hele verden, og det er med den ballast, at Hungry nu kaster sig over de nye forretningsområder.
»Med Delivery Heros teknologiske platform og kæmpe erfaring fra byer over hele verden står vi rigtig stærkt,« siger Morten Larsen.
Hungry samarbejder i dag med lige over 2.200 restauranter, men i fremtiden skal det samlede antal af restauranter, supermarkeder og detailbutikker op over 4.000.
Mens Morten Larsen altså sad på størstedelen af den aktieandel på 56 procent, som Delivery Hero nu har købt, ejede også serieinvestor Jesper Buch og JP/Politikens Hus en portion.