Du kender formentlig Botanisk Have, Mindeparken og Ceres Haven, hvis du bor i Aarhus.
Nu skal der endnu flere grønne åndehuller som dem til Smilets By. Sådan lyder det fra Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V).
For når der fremover skal udvikles og omdannes områder i byen, skal der afsættes mindst fem procent af arealet til en bypark, som kommer alle til gavn. Det er et af målene i »temaplan om et grønnere Aarhus med mere blåt«, som mandag 30. august blev vedtaget i magistraten og som skal behandles på næste byrådsmøde.
»Byen vokser støt, og vi udvikler hele tiden nye områder, som skal danne rammen om aarhusianernes hverdag. Vi skal sikre, at det ikke sker på bekostning af naturen, tværtimod,« siger Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.
I de nye parker skal der blandt andet laves søer, som skal kunne håndtere ekstreme regnmængder og dermed indgå i kommunens klimatilpasning og samtidig give planter og dyr nye levesteder.
Temaplanen for det grønnere Aarhus vil fungere som et tillæg til kommuneplanen og vil udpege konkrete områder i byen, som skal prioriteres til de grønne åndehuller.
I planen indgår det også, at der vil komme nye krav om, at en større andel af arealerne ved nye etageboliger i byen skal være fælles og med offentlig adgang, eksempelvis i form af en lokal lommepark.



