Forberedelser var enorme. Og alverdens stjerner var fløjet ind til Venedig, da luksusmærket Dolce & Gabbana mandag holdt modeshow.

Men designerne havde ikke designet vejret, der viste sig fra sin værste side. En voldsom tordenstorm hærgede kystbyen, og til sidst haglede det med kæmpe hagl ned på kendisser og modeller.

På adskillige videoer og billeder på de sociale medier kan man se, hvordan showet fortsætter, selv om de kæmpe hagl falder ned over folk.

Ifølge Daily Mail væltede haglen også ned over flere kvindelige stjerner som Kourtney Kardashian, Kate Bosworth, Helen Mirren og prinsesse Dianas niece Lady Kitty Spencer, der var fløjet ind for at overvære showet.

Dolce & Gabbana har selv delt en video fra showet, hvor det kan ses, at det allerede lynede tidligt i fremvisningen af mandekollektionen, men de store hagl faldt først til sidst.

På videoer kan man se, hvordan de to designeer bag mærket, Domenico Dolce og Stefano Gabbana, tager hænderne over hovedet for at beskytte sig mod haglene, da de går på det lange podium som de sidste for at afslutte showet, efter at den mandlige kollektion var blevet vist.

Brugere på de sociale medier over hele verden diskuterer showet.

Mens mange griner af de mange videoer af kendisser, der bliver våde og får hagl på sig, er andre forargede over, at showet ikke blevet stoppet med det samme, da de store hagler begyndte at falde ned.

»En stor skandale under Dolce Gabbana-showet i går i Venedig. Et par af mine venner gik og så showet, og modellerne skreg,« skriver Fabian Star.

Andre er også bekymrede for modellerne:

»De stakkels modeller. Jeg håber, de er ok,« skriver en person ved navn Jason på Twitter.

Dolce & Gabbana har selv delt flere billeder af modellerne, der går i haglvejr på Twitter, men luksusmærket har ikke skrevet nogen kommentarer til billederne – ud over, at de var fra ‘finalen’.

Modellerne virker ikke så nedtrykte over vejret – at dømme ud fra billederne. Flere tager det med et smil og slår ud med armene og smiler af den skøre vejrsituation. En anden video viser dog også, at de våde modeller var meget glade for at komme ind i tørvejr.