En model er blevet overfaldet af en leopard under fotooptagelse i dens bur i det østlige Tyskland. Hun har fået alvorlige sår i hovedet.
Kvinden, der er 36 år gammel, poserede indenfor buret i et privathjem tirsdag. Hun blev efter angrebet fløjet til en specialistklinik i Nebra i nærheden af Leipzig, skriver Sky News.
Kvinden hedder Jessica Leidolph og kommer fra Thüringen i det centrale Tyskland, skriver den tyske avis Bild.
Man frygtede først, at leoparden var undsluppet sit bur, men det blev hurtigt opdaget, at dyret aldrig var kommet udenfor buret. Der var ingen fare for offentligheden.
Reservatet er hjem for flere dyr, blandt andet de to leoparder, der er henholdsvis 16 og 18 år gamle. De hedder Troja og Paris og har tidligere været brugt i reklamefilm for plasma tv.
Ejeren og dyrepasseren på 48 år bliver for øjeblikket afhørt af det tyske politi.
Hun har ejet leoparderne siden 2019 og har arbejdet med dyr i 20 år som træner for cirkusser og parker.
Det er lovligt at holde leoparder i området. Veterinærer skal blot tjekke, om dyrenes nærmeste omgivelser lever op til lovens krav.
Det blev sidst tjekket 3. august, hvor begge dyr var åbenlyst sunde og opførte sig fint. Den 18. august blev en inspektion af deres bure gennemført uden anmærkninger.
I en udtalelse på Burgenlands internetside står, at tidligere forsøg på at flytte leoparderne med ejerens accept var endt uden resultat.



