Knap 10 ugers sygeplejerskestrejke er slut, og den har afledt mange bekymringer.

Ikke alene er mange operationer blevet aflyst. Nu står blodbankens ledelse også overfor en frygt om, at de vil komme til at mangle donorer.

Normalt får nye bloddonorer nemlig taget den første blodprøve inden for et par uger, men grundet sygeplejerskernes strejke, har det ikke været muligt, skriver Jyllands-Posten.

Det skyldes, at alle sygeplejerskerne, undtagen nødberedskabet, var udtaget til strejke.

Og det frygter ledelsen altså kommer til at få betydning.

»Vi er bekymrede for, om donorerne opfatter den lange ventetid som om, at vi ikke har behov for dem, og at de derfor måske mister motivationen og melder fra igen. Vi har brug for nye donorer, og derfor er vi bekymrede for udviklingen,« siger Bjarne K. Møller, som er ledende overlæge og klinisk lektor ved Afdelingen for Blodbank og Immunologi på AUH.

Sygeplejerskerne har heller ikke holdt sommerferie. Derfor kan blodbanken ikke komme op i samme tenpo, som vanligt. Det betyder blandt andet, at de nødt til at holde mindre aftenåbent til tapninger.