»Du skal smage!«, »Du bliver stærk af spinat«. Forældre har mange formaninger gemt i ærmet, når de vil kræsenhed til livs. Men ifølge eksperter griber de voksne det ofte helt forkert an.
»Hun vil helst have pasta og kødsovs for sig, og for det meste spiser hun kun pastaskruerne. Hvis hun skal have pølser, skal det helst være uden skind,« siger Sussi Kristin Thorning om sin datter.
Den 43-årige kvinde bor sammen med sin mand og tre-årige datter i Brønshøj. De er en af de familier, der har oplevet problemer med et kræsent barn.
Deres datter vil helst ikke have blandet maden sammen. Det kan f.eks. være problematisk, hvis familien skal have lasagne eller sammenkogte retter.
Til gengæld er grønne bønner et hit, og søde grøntsager som f.eks. majs og gulerødder er heller ikke et problem at få ned.
»Men hvis hun får en kylling med noget pesto eller noget sovs oven på, så kan hun ikke helt gennemskue, hvad det er. Og så vil hun ikke spise det. Hun kan blive meget hysterisk og kaster med sin tallerken eller skubber den væk,« siger moderen.
Mange forældre oplever på et eller andet tidspunkt i løbet af barnets opvækst, at der er fødevarer, deres barn ikke kan lide. Men for nogle bliver det et større problem end andre, at barnet rynker på næsen ad måltiderne.
Karen Wistoft, professor i læring, madkundskab, smag og trivsel ved DPU, Aarhus Universitet, mener, at mange forældre ofte griber kræsenhed helt forkert an.
»I dag er mange forældre vældig mad-ambitiøse, og de går op i at spise sundt og 'rigtigt'. Det bliver ofte et pres, fordi de voksne vil have, at børnene spiser noget bestemt, som f.eks. broccoli, oksekød eller fisk. Det står desværre i vejen for, at måltidet bliver et hyggeligt fællesskab,« siger hun.
Familien har på forskellig vis forsøgt at få datteren til at udvide sine smagsløg, men det har vist sig at være lidt af en udfordring.
»Det bliver meget 'nej, nej, nej' og diskussioner om mad og bordskik mellem jeg og min mand. Det er gået hen og blevet lidt en frustration i hverdagen,« siger Sussi Kristin Thorning.
Hun og manden har på forskellig vis forsøgt at få datteren til at smage og spise flere forskellige råvarer.
De har f.eks. prøvet at 'lege' maden ind som en flyvemaskine eller prøvet helt at ignorere datterens hysteriske udbrud ved bordet og talt videre. Men det ender ofte ud i, at hun får noget havregrød med rosiner og frugtmos, som hun kan lide.
Ifølge forfatter og forskningsformidler i 'Smag for livet' Eva Rymann, der har skrevet 'Sådan smager børn', skal forældre undlade at tvinge barnet til at smage.
»Jo mere man presser på, jo værre vil det gå. Al forskning viser, at tryk avler modtryk,« siger hun.
Sussi Kristin Thorning synes dog, det kan være svært at slippe formaningerne, fordi det er det, der er normen:
»Allerede fra børn er helt spæde, får man jo at vide, at de skal have en varieret kost med fisk og kød og grøntsager,« siger hun
Men vil man undgå, at barnet bliver mere kræsent, skal man altså ifølge forskerne respektere deres fra- og tilvalg på tallerkenen.
»Det er mere skadeligt med en dårlig stemning end at leve af pastaskruer. Hvis børn ikke bliver respekteret for deres smag, har de i højere grad tendens til at kaste sig over f.eks. sodavand og slik, hvor de kan søge trøst,« siger Karen Wistoft.
Men hvordan skal man så gribe børnene an, hvis man ikke skal tvinge dem til at smage?
»Jeg plejer at sige, at mad og smag skal være en opdagelsesrejse frem for et forhindringsløb, hvor det ofte ender i konflikt. Tag f.eks. børnene med ud at handle og lad dem vælge, hvad I skal spise. Gå i køkkenet med dem og lav maden sammen på de dage, hvor I har god tid,« siger Eva Rymann.
Bl.a. det råd har Sussi Kristin Thorning og hendes mand taget til sig. For nylig var de nemlig til et oplæg i deres barns børnehave, hvor de fik inspiration til at gribe modviljen anderledes an.
»Vi er enige om, at vi ikke længere vil diskutere hendes madvaner ved bordet. Vi vil prøve at være mere large og lave nogle ting, hvor hun kan deltage mere. F.eks. ved at servere pitabrød, hvor hun selv kan vælge, hvad hun vil have på sin tallerken,« siger moderen.
Om det lykkes at overvinde kræsenheden, er endnu uvist. Men gåpåmodet har forældrene i hvert fald i takt.
