Forældre har mange formaninger gemt i ærmet, når de vil kræsenhed til livs. Men ifølge eksperter griber de voksne det ofte helt forkert an.

Herunder kan du få en række gode råd til, hvordan du skal agere, hvis du har et kræsent barn:

Lad være med at presse på

Foto: Lars Rievers
Vis mere

»Du skal smage!«, »Du skal spise op!«. Sådanne regler opstiller mange forældre for deres børn. Men det er en dårlig strategi. Lad i stedet børnene sige fra, hvis de ikke kan lide eller overskue maden. Det gør dem meget mere modige og nysgerrige på at smage fødevarerne, hvis de får lov til at gøre det i deres eget tempo.

Drop belønninger

Foto: Bjarke Ørsted
Vis mere

»Hvis du spiser dine grøntsager, får du is bagefter.« Sådan siger mange forældre til deres børn. Men det har den uhensigtsmæssige effekt, at barnet i endnu højere grad forbinder grøntsagerne med noget negativt, som skal overstås.

Gode bordvaner

Dit barns lyst til at eksperimentere med smage kan i høj grad påvirkes af spisebordsvaner i familien. Det skal således ikke være en begivenhed, der bare skal overstås - det er vigtigt, at man som forælder viser, at man kan lide maden, og sørger for hygge og nærvær. Sluk desuden for iPads og anden underholdning i god tid, inden I skal spise, så barnet ikke pludselig skal afbryde en sjov aktivitet for at spise.

Smag maden mange gange

Børn kan lide det, de kender. Så når de skal lære noget nyt at kende, kan det godt tage nogle forsøg over tid. Genkendeligheden ligger både i smagen, følelsen i munden og lugten, så det handler om at blive ved med at prøve at præsentere maden for barnet. F.eks. kan en gulerod både serveres rå, revet, i stave eller kogt. Prøv jer frem og husk at acceptere et 'nej tak'.

Gør maden lettilgængelig

Foto: Thomas Freitag
Vis mere

Gulderods- eller agurkestænger kan gøre underværker, hvis du gerne vil have dit barn til at spise mere grønt. Hvis grøntsagerne ligger klar, vasket og skåret ud, er de lette at få fat på og gør, at barnet kaster sig over dem. Du kan også servere grøntsagerne sammen med en dip, smørsauce, revet ost, nødder, kokosmel mv., hvis du vil have flere grøntsager i dit barn.

Inddrag børnene i madlavningen

Foto: Flemming Højer
Vis mere

Hvis børn selv får lov at tage del i at forberede maden og selve madlavningen, vil de i højere grad have lyst til nye fødevarer. Tag dem f.eks. med, når du handler ind, går i urtehaven eller drivhuset, eller lad dem bestemme menuen.

Lad barnet selv øse op

For nogle børn er det vigtigt, at måltidets forskellige dele ikke bliver blandet sammen på tallerkenen. Server maden sådan, at barnet selv kan øse op på sin tallerken, hælde sovs over eller blande og mikse, som barnet har lyst.

Gør lidt ekstra ud af indpakning

Det visuelle udtryk betyder rigtig meget for et lille barn, der skal prøve ny mad. Derfor kan et lille klistermærke eller en fin indpakning i madkassen gøre en verden til forskel, hvis barnet skal prøve ny mad. Barnet skal dog ikke være ret gammelt, før det er mere effektfuldt selv at lade barnet være med til at smøre madpakken - eller klare det helt selv.