Det enorme pres, der hersker på de danske fødegange, skræmmer jordemorstuderende i så høj grad, at flere overvejer at lægge en plan B for fremtiden.

For selvom der er en stor glæde ved at byde mennesker velkommen til verden, er jobbet som jordemor også hektisk og travlt.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Rikke Høgenhof Christensen er jordemorstuderende, og hun er en af dem, der allerede nu frygter, om hun kan holde til presset, hvis hun en dag får tilbudt et fuldtidsjob som jordemor.

Efter flere praktikperioder, hvor hun har været tilknyttet Fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, har hun nemlig selv mærket den pressede arbejdsgang, og det skræmmer hende.

»Al den omtale om presset gør, at jeg som studerende allerede overvejer, om jeg skal være jordemor på fuldtid. For det tror jeg ikke, at jeg kan holde til,« fortæller hun til TV 2 Østjylland.

Derfor planlægger hun allerede nu, at hun vil være jordemor på deltid sideløbende med, at hun kan dygtiggøre sig indenfor keramik.

Hun fastslår nemlig, at hvis hun skal være jordemor på fuldtid, så kræver det, at der kommer ændringer på de danske fødeafdelinger.

Men de ændringer er muligvis på vej.

Region Midtjylland er nemlig lige nu i gang med at lægge en investeringsplan, hvor de kigger på, om der er mulighed for at etablere ekstra fødestuer i regionen.

Det kommer af, at regionen netop har vurderet, at der frem mod 2030 vil komme en stigning på op til 20 procent i antallet af fødsler.