I Thisted Kommune udspiller der sig lige nu et politisk drama.

Medlem af kommunalbestyrelsen Casper Søe Larsen har nemlig besluttet at forlade politik, og han smækker døren eftertrykkeligt i efter sig, skriver TV 2 Nord.

Casper Søe Larsen er ifølge mediet stærkt utilfreds med arbejdsmiljøet i kommunalbestyrelsen, og det er især tonen i debatterne, han nu siger fra overfor.

»Der har været beskyldninger, og der har været grimme antagelser om andres holdninger. Jeg er også overbevist om, at nogle er blevet kaldt ukvemsord, men det er mest af alt en passiv aggressiv tone, der er blevet ført debat i,« siger Casper Søe Larsen til TV 2 Nord.

Han placerer ansvaret for det, efter hans opfattelse, dårlige arbejdsmiljø hos borgmester Ulla Vestergaard (S), som han kritiserer for ikke at kunne drive en kommunalbestyrelse i harmoni.

Ulla Vestergaard medgiver, at tonen kan være hård, men siger til TV 2 Nord, at hun ikke kan løse problemet alene.

»Der er politikere og forskellige partier, så der er trakasserier og hårde ord undervejs. Man kan altid blive bedre, men jeg synes, at det her er et fælles ansvar. Jeg har ikke en jordisk chance alene for at opretholde tonen. Hvis man er utilfreds med andre medlemmer, så håber jeg, at man vil tage en snak med vedkommende,« siger borgmesteren.

I juni kunne DR fortælle, hvordan Thisted Kommune ellers havde forsøgt at komme den hårde tone til livs ved at lave et såkaldt adfærdskodeks for politikerne i Thisted Byråd.

Men flere medlemmer af byrådet stemte imod eller undlod at stemme, skriver dr.dk.

En af dem var byrådspolitiker Kaj Kirk, der mente, at det nye adfærdskodeks var overflødigt, og han stemte derfor imod.

»Efterhånden er der ved at være love og regler om alverdens ting. Men i min verden behøver vi ikke have den her regel. For hvis man som politiker ikke har den tæft og pli, at man opfører sig ordentligt, så bør man ikke være der,« siger han til DR Midt og Vest.