Da den tidligere byrådspolitiker i Esbjerg, Bente Bendix Jensen, i sidste uge åbnede et julekort, hun havde fået tilsendt, fik hun et chok.

Inde i julekortet, der havde et billede med en rød sløjfe og to julehjerter, stod der nemlig en voldsom trussel, som nu er meldt til politiet.

‘Sørg for at alle tvangsfjernede børn kommer hjem til deres biologiske familie igen, evt. med støtte, inden år 2021 er overstået. Ellers kommer der et skud lige der hvorpå der sigtes …’.

Teksten er akkompagneret af et billede, som er hentet fra Bente Bendix Jensens hjemmeside, og der er tegnet et rødt kryds i panden på hende.

Sådan så julekortet ud indvendigt.
Sådan så julekortet ud indvendigt.
Vis mere

»Det er altid ubehageligt at få sådan noget. Jeg blev meget chokeret, fordi det er et meget fint julebrev udenpå og med et fint kort. Der er nogle, der har siddet og gjort sig umage med at skrive det her. Det er lavet ordentligt, og det virker organiseret,« siger Bente Bendix Jensen, der omgående anmeldte sagen til politiet.

Og noget tyder på, at det er organiseret. Jydske Vestkysten, der var de første til at bringe nyheden om truslerne, fortæller nemlig, at Bente Bendix Jensen ikke er den eneste politiker, der har modtaget dødstrusler op til jul. Således har fire andre personer modtaget dødstrusler. Mens en ikke er stået frem er de tre andre alle tilknyttet stillingen som formand for Børne og Ungeudvalget.

Det drejer sig om politiske stillinger eller afdelinger i henholdsvis Varde-, Vejen- og Esbjerg Kommune. I de tre kommuner er det henholdsvis Stig Leerbeck (V) fra Varde Kommune, Klaus Kildemand (S) fra Vejen Kommune og Diana Mose Olsen (SF) fra Esbjerg Kommune.

Jydske Vestkysten fortæller, at ingen af dem har ønsket at uddybe dødstruslerne, der også er anmeldt til politiet.

I modsætning til de andre er Bente Bendix Jensen ikke længere politisk aktiv, da hun stoppede i Esbjergs byråd for to år siden. Derfor tænker hun, at personen, der står bag dødstruslerne, må være en pårørende til en person, hun har været med til at tvangsfjerne.

»Vi er flere politikere med nuværende eller tidligere tilknytning til Børn- og Ungeudvalget, der har modtaget det her, så der er jo en rød tråd i det. Jeg har i kraft af mit virke fra år tilbage været med til at tvangsanbringe rigtig mange børn,« siger Bente Bendix Jensen og fortsætter:

»Om der er en sammenhæng med, at der sidder nogle forsmået forældre eller frustreret bedsteforældre, der mener, at de her tvangsanbragte børn skal hjem til deres forældre igen, kan man jo kun gisne om. Men det lader til at der er en sammenhæng.«

Bente Bendix Jensen er dog ikke bange for at der vil ske hende noget, selvom oplevelsen har chokeret hende og familien.

Sådan så julekortet med dødstruslen rettet mod Bente Bendix Jensen ud udenpå.
Sådan så julekortet med dødstruslen rettet mod Bente Bendix Jensen ud udenpå.
Vis mere

»Jeg er ikke utryg, og jeg tror ikke, der ligger nogle på lur et eller andet sted. Men det er selvfølgelig ubehageligt, at der er nogle, som kan finde på at skrive sådan noget,« siger Bente Bendix Jensen, der i løbet af sin lange politiske karriere, der strækker sig over 20 år, én gang før været udsat for ubehageligheder på linje med det omtalte julekort.

»For fire-fem år siden havde jeg en stalker, der forfulgte mig i halvandet år, og som også skrev forfærdelige ting til mig. Man skal stå model til meget som offentlig person og som folkevalgt politiker. Noget tyder på, at tonen er blevet værre de senere år, og det er fuldstændig utilstedeligt, at man skal stå model til noget som det her,« siger hun og slår fast:

»Der er mange politikere, der i løbet af deres karriere modtager trusler, og det er som om, at tonen på en eller anden måde er blevet værre.«

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at de har modtaget fem anmeldelser om dødstrusler, og at de tager anmeldelserne alvorligt.