En læge er tirsdag idømt 60 dages betinget fængsel for at have snaget i intet mindre end 1.200 patienters journaler. 

To af ofrene for lægens uberettigede opslag i deres journaler fortæller, hvordan de har det efter dommen er blevet afsagt. 

For begge ofre er der først og fremmest en undren over, at dommeren ikke mener, at lægen skal fratages retten til at være læge i noget tid. 

Lægen var allerede mandag – altså dagen før dommen – startet med at arbejde som læge igen, efter hun var blevet fyret fra sit arbejde som læge på to hospitaler i Region Hovedstaden. 

Anklageren gik efter, at lægen skulle frakendes retten til at arbejde som læge i en periode.

Men dommeren vurderede, at det er i orden, at lægen fortsat arbejder, da lægens arbejde og opslag i journaler er under skærpet tilsyn frem til maj 2024.

»Jeg er hverken advokat eller dommer, men for mig handler det om, at der rent faktisk burde være en konsekvens. Hun skulle ikke fratages retten til at være læge for al evighed, men et år eller to ville være mere rimeligt. Nu kan vi jo risikere at møde hende på et hospital,« siger et af ofrene, der ønsker at være anonym.

Hun har fået besked fra Region Hovedstaden om, at lægen seks gange har snaget i hendes journal tilbage i 2018. 

Dengang kunne lægen med sine uberettigede opslag se, at hendes nyfødte datter havde et meget sjældent syndrom, der blandt andet giver epilepsi og et meget omfattende både fysisk og kognitivt handicap.

»På en eller anden måde føles det lidt, som om ens retsfølelse er krænket, når det er sket i så mange tilfælde. Det er ikke bare sådan en 'hovsating', hun har gjort,« siger hun. 

Men dommeren slog fast, at lægen er under skærpet tilsyn, og der derfor vil blive holdt øje med, om hun snager igen. Er det så trods alt ikke en trøst for dig, at der er kontrol med lægen?

»Det er ikke, fordi jeg som sådan er bekymret for, at hun gør det igen. Man må jo tro på det bedste i mennesker. Men det kan være svært at se, at det stopper nu for en person, der har gjort det igen og igen i fem år,« siger hun.

'Det er grotesk'
Et andet offer for snageriet har haft uberettigede opslag fra lægen i en periode fra 6. juli 2017 til 29. oktober 2019.

Altså i en periode på over to år. 

»Jeg synes, det groteske ved den her sag er, at man kan få lov at forsætte som læge efter at have lavet så mange uberettigede opslag i folks journaler,« siger kvinden, der også ønsker at være anonym, og tilføjer:

»Jeg mener, at man burde vise andre ansatte i sundhedsvæsenet, at der er en grænse for, hvor mange gange man kan gøre det. Lige nu virker det jo til, at det slet ikke har nogen konsekvenser for lægerne.«

Efter dommen undrer Caroline Sophia Tarrow, der er senioranklager i sagen, sig også over, at lægen ikke blev frataget retten til at være læge i en periode. 

»Det er den største sag, der har været med uberettigede opslag i patientjournaler i en årrække fra en sundhedsperson, og i den her sag er det endda en læge,« siger anklageren, der nu overvejer om sagen skal ankes til Østre Landsret.

Lægen skyndte sig at forlade retslokalet, efter dommen var afsagt, og sagde »nej«, da B.T. bad om et interview. 

Hendes forsvarsadvokat, Kåre Pihlmann, vil dog godt svare på spørgsmål. 

Anklageren overvejer nu at anke, da anklageren især undrer sig over, at dommeren ikke mener, den dømte skal fratages retten til at være læge i en periode. Kan du ikke godt forstå, hvis patienter fremover kan være nervøse for, at lægen snager i deres journal?

»Det kan jeg bestemt godt forstå. Men hun er nøje underlagt skærpet tilsyn, og hun har ikke delt nogen af de oplysninger, der uberettiget er blevet set af lægen,« siger Kåre Pihlmann.

Anklagemyndigheden har to uger til at afgøre, om dommen skal ankes. 

Andre læser også