Bæredygtighed, genanvendelse og genbrug er tre ord, der taler lige til tidsånden – og nu bliver det også rammen for en ny bydel i Aarhus.

Bydelen går under navnet Made in Aarhus og kommer til at bestå af 215 bæredygtige boliger i det nordlige Aarhus.

Det skriver Cembrit, der leverer byggematerialer til projektet, i en pressemeddelelse.

Visionen er at skabe en mangfoldig bydel med varierende bebyggelse.

»Samtidig er tanken bag projektet at skabe en bydel med bæredygtige løsninger og cirkulært byggeri i centrum,« fortæller Jørn Kiesslinger, som er arkitekt og DGNB-auditor hos Lendager Group, og fortsætter:

»Som navnet indikerer, har vi med bydelen haft en ambition om at bruge genbrugsmaterialer fra Aarhus og omegn så vidt muligt.«

Bygningerne er blandt andet beklædt med røde vingetegl, som oprindeligt har siddet på Granhøjens Andelsboligforening i Skanderborg, men nu får nyt liv.

DGBN-certificering gives til bæredygtige byggeprojekter, og byggeriet forventes at afføde sådan et.