Når den københavnske borgerrepræsentation, og det hav af råd, nævn og udvalg, der er i kommunen, mødes i fremtiden, så bliver det med en 'forperson' for bordenden.

Det afgjorde et snævert flertal med Alternativet i spidsen torsdag aften.

Partiet havde sat 'sproglig ligestilling' på dagsorden. Nærmere bestemt tog Borgerrepræsentationen stilling til, om betegnelsen 'formand' skal skiftes ud med det kønsneutrale 'forperson'.

Og det skal det. Afstemningen endte nemlig 26-25 i 'forpersons' favør.

»Jeg er overrasket. Det er lidt af et lykketræf – men for mig var det her en 'no-brainer',« forklarer Troels Christian Jakobsen.

Han sidder i Borgerrepræsentationen for Alternativet og er årsag til, at debatten om de mange 'formænd' i kommunen var sat på dagsordenen.

Han har tidligere forklaret til B.T., at Alternativet ser 'formand' som et »unødvendigt kønnet« ord, der risikerer at »udelukke nogen« fra bestemte poster.

Men forslaget delte vandene. Det var kun en enkelt stemme, der var tungen på vægtskålen og sikrede, at 'formænd' nu er datid i Københavns Kommune.

»Det er jo illustrativt for, hvor vanskeligt det er, at få gennemført ligestilling på alle fronter. Selvom det her virkelig ikke skader nogen eller koster mange penge, så er der alligevel stor modstand mod det,« siger han.

Ud over Alternativet lagde Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Frie Grønne, løsgængeren Kasandra Behrndt-Eriksen og Radikale Venstre stemme til forslaget.

Christopher Røhl, der er gruppeformand for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, siger til B.T., at han »godt kan forstå, hvis man tager sig til hovedet over, at det er emner som det her, vi (lokalpolitikerne red.) bruger vores tid på.«

»Men i et større billede går udviklingen den vej, at vi har flere kvinder – og vi skal have flere kvinder – i ledende roller. Derfor skal vi også have et sprog, der afspejler det,« forklarer han.

'Nej'-siden ved afstemningen bestod af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og løsgængeren Kåre Traberg Smidt, der alle stemte mod forslaget med den hovedanke, at det kønsneutrale ord er udtryk for »symbolpolitik.«

»Det er mere ord end handling« lød fra det konservative medlem af Borgerrepræsentationen Helle Bonnesen i rådhussalen, mens Venstres Lena Lindskog argumenterede for, at nogle ord er så integrerede i det danske sprog, at »de bare skal lades være, som de er.«

Men den form for argumentation køber hverken den radikale gruppeformand Christopher Røhl eller Alternativets Troels Christian Jakobsen.

Fremtidens 'forpersoner' kommer ikke til at revolutionere ligestillingsdebatten af sig selv, men de er et skridt på vejen, mener de.

»Vi har ikke en naiv forestilling om, at nu er ligestillingen hjemme. Det er en lang proces, men som manuskriptforfatter ved jeg, hvordan ord påvirker folk. Det er det, sproget kan,« siger Troels Christian Jakobsen, der håber, at andre kommuner vil følge trop, og at tiltaget vil smitte af på foreningslivet i Københavns Kommune.