Det er stort set umuligt at tage turen gennem København uden at støde på en gravko og et vejarbejde.

Bare i 2021 er der nemlig til og med august givet 8.567 tilladelser til at grave i byen.

Det skriver Berlingske.

Fra 2018 til 2020 blev der givet 10-11.000 tilladelser til at grave i København, og efter genåbningen af samfundet, er hastigheden hvormed de mange gravkøer indfinder sig i bybilledet, ikke faldet.

Den øgede graveaktivitet i byen skyldes blandt andet, at regeringen sidste år fjernede anlægsloftet, der regulerer hvor mange penge kommunerne må afsætte til anlæg af veje og byggeprojekter.

I år er anlægsrammen tilmed blevet hævet, og det betyder, at der i Københavns Kommune er afsat 550 millioner kroner til infrastrukturprojekter.

Samtidigt er der bevilget 350 millioner kroner til at modernisere og renovere veje, der trænger til en kærlig hånd.

Det gælder blandt andet Østerbrogade, Øster voldgade og Vermlandsgade, der samlet set er afsat 122 millioner til at renovere.

Københavns Kommune har samlet et overblik over vejarbejderne. Det kan ses her.