Første skridt mod en foreløbig redning af Norwegian kan være taget.

Søndag fortæller det kriseramte luftfartsselskab i en fondsbørsmeddelelse, at det har fået godkendt sin redningsplan af alle fire obligationsejere.

De fire obligationsejere har alle rettigheder over virksomhedsobligationer i Norwegian. En obligation er et slags lån – med andre ord vil det sige, at obligationsejerne har lånt penge til Norwegian.

Godkendelsen af redningsplanen sker, efter at Norwegian i flere uger har arbejdet på at skaffe nok egenkapital til at kunne få statslig støtte fra Norge.

Et afgørende led i redningsplanen har været at få obligationsejerne til at acceptere, at dele af lånet i selskabet bliver lavet om til aktier.

Et sådant skridt vil kunne føre til mere egenkapital for Norwegian, hvilket altså er nødvendigt, for at selskabet kan få statsstøtte fra Norge.

»Det her er vigtigt,« indleder Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af luftfartsbranchen:

»Man har haft lidt sværere ved at nå en aftale, end jeg nok havde forventet. Man er kommet væk fra motorvejen og ned på landevejen.«

»Men med den aftale, man har landet nu, er man turboboostet tilbage på motorvejen og er i fuld fart på vej mod en endelig rekonstruktion af selskabet, så man kan få penge i kassen,« siger Jacob Pedersen.

For at man kan få redningsplanen helt på plads, skal Norwegians leasingselskaber, som en del af flyene er lejet hos, også nikke ja til planen.

Derudover skal aktionærerne give grønt lys til planen. Der er ekstraordinær generalforsamling mandag, hvor der skal stemmes om Norwegians forslag.

/ritzau/