En konkurs kan være undgået. I hvert fald er det norske flyselskab Norwegian kommet et stort skridt nærmere en redning.
Aktionærerne i Norwegian har nemlig mandag formiddag vedtaget en omfattende kriseplan, der skal redde det hårdt ramte flyselskab.
Det skriver avisen Dagens Næringsliv.
Mandag formiddag var aktionærerne samlet til en ekstraordinær generalforsamling over nettet, hvor selskabets skæbne blev afgjort.

Aktionærerne stemte om den redningsplan, som ledelsen af selskabet har foreslået.
Ifølge Dagens Næringsliv har aktionærerne stemt ja til planen, som skal hente nye penge til selskabet. Dermed får Norwegian mulighed for at få del i en altafgørende redningspakke fra den norske regering.
Norwegian er hårdt ramt af coronakrisen.
Derfor har ledelsen i flyselskabet i flere uger arbejdet på at skaffe nok egenkapital til at kunne få statslig støtte fra Norge.
Et afgørende led i redningsplanen har været at få obligationsejerne til at acceptere, at dele af lånet i selskabet bliver lavet om til aktier.
Et sådant skridt vil kunne føre til mere egenkapital for Norwegian, hvilket altså er nødvendigt for, at selskabet kan få statsstøtte fra Norge.
Aktionærerne har stemt 'ja' til alle tre dele: aktieemissionen, konverteringen af obligationsgæld til egenkapital og konvertering af leasingforpligtelser til egenkapital.
Det skete med et overvældende flertal. 95 procent stemte for ved alle tre afstemninger, skriver Dagens Næringsliv.