Norwegian er hårdt ramt af coronavirussen, der har sat en stopper for adskillelige flyvninger, og det har kostet rigtig mange millioner kroner.

Så mange, at den administrerende direktør i Norwegian, Jacob Schram, nu beder den norske regering om hjælp, for at virksomheden skal overleve.

Det fortæller Jacob Schram i et interview med E24.

Norwegian har sendt 5.000 ansatte hjem, hvilket svarer til halvdelen af de folk, der er ansat i virksomheden.

Jacob Schram sidder selv i hjemmekarantæne, og fra computeren kunne han til et pressemøde fortælle, at situationen er aldeles kritisk for selskabet:

»Det er godt, at regeringen træffer foranstaltninger, men det er ikke nok. Den største udfordring for os og industrien er levering af likviditet i denne akutte fase, vi er i. Vi taler ikke om måneder, men uger, før jeg håber på mere hjælp fra regeringen.« siger Schramm inden han fortsætter:

»Det, vi har brug for, er en moderne form for marshall-hjælp, som kan føre os videre og få hjulene i gang igen.«

Han tilføjer, at hele industrien har brug for hjælp.

Han fortæller også, at virksomheden nu gør alt, hvad den kan for at komme igennem en periode, som han mener, er den største krise i virksomhedens historie.

Jacob Schrams udtalelser modtager støtte fra resten af ​​branchen og medarbejdere, som også kræver øjeblikkelig handling for at sikre likviditeten i branchen.

De norske myndigheder har nu indført stærke foranstaltninger, hvilket betyder, at alle, der kommer hjem fra rejser uden for de nordiske lande skal i hjemmekarantæne.

Flyselskabet har også aflyst 3.000 flyvninger helt frem til midten af juni, hvilket svarer til 15 procent af den samlede kapacitet i perioden.