Coronavirussen har store konsekvenser for Norwegian og resten af flybranchen. Norwegians aktie er blandt andet faldet med 71 procent siden årsskiftet.

Nu står bestyrelsesformanden for Norwegian, Niels Smedegaard, frem og fortæller om situationen.

Det gør han i et interview med Børsen. Det skriver Finans.

Flyselskabet har aflyst 3000 flyvninger helt frem til midten af juni, hvilket svarer til 15 procent af den samlede kapacitet i perioden:

»Det er en ganske alvorlig situation for hele flybranchen i øjeblikket og noget voldsommere end det, man har set før - både i forhold til 9. september, finanskrisen og udbruddet af sars. Det er absolut noget, som er stærkt udfordrende,« siger Niels Smedegaard til Børsen.

Bestyrelsesformanden vil ikke spekulere i, hvor lang tid de kan holde sig flyvende under omstændighederne, som de er nu.

Han siger dog også til Børsen, at risikoen for konkurs er større for Norwegian, men også for alle andre flyselskaber. Niels Smedegaard slår dog fast, at man sidste år påbegyndte en plan, der skal give selskabet besparelser i milliardklassen.

Norwegian har sendt op til flere medarbejdere på tvungen orlov.