Lyt til artiklen

For blot en god uges tid siden rundede Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen i højt humør svimlende 24.000 kilometer på to hjul i deres helt eget eventyr, som de meget passende kalder 'Jorden rundt på cykel'.

Med knyttede næver, jubel og hujen var de nogle dage forinden rullet fra Chile og ind i Bolivia, som er det 14. land på det fjerde kontinent, de er i gang med at besejre, siden de den 22. september 2018 hoppede på jernhestene hjemme i Fredericia og begyndte eventyret.

Men tør hoste, muskelkrampe, høj feber, kvalme, snotnæser og mødet med et rystende ringe boliviansk sundhedsvæsen har bragt dem fra himmel til helvede de seneste dage, efter de blev sat i corona-isolation på et hospital i byen Potosi. Her er den eneste øvrige patient i den afdeling, de har været anbragt på, en svært syg colombianer, som de fra start fik at vide har covid-19.

»Både Emil og jeg er næsten aldrig syge, og de få gange, det sker, piver vi ikke over det. Vi snakker knap om det og bider det bare i os. Der var dog noget, som sagde os, at vi skulle tjekkes, for det ville simpelthen ikke gå, hvis vi trak coronavirus med rundt i samtlige bolivianske byer,« fortæller 23-årige Nicklas og 22-årige Emil, som B.T. over de seneste par døgn har kommunikeret med dels på mail, dels over Messenger.

Et helt absurd forløb er nu heldigvis endt godt. Men først efter at de to sydøstjyske eventyrere har været så grueligt meget igennem.

»Den 13. marts - fredag den 13. - skulle blive starten på et mareridt. Vi har symptomerne, så vi lytter til fornuften og vil testes, for nok kan vi klare os igennem en coronavirus, men det er jo ikke sikkert, den ældre herre eller dame, som vi møder på vores vej, kan,« siger de som begrundelse for, hvorfor de valgte at opsøge et lokalt lægehus.

Men det løb helt af sporet.

Som det første bliver de vist ind i et venteværelse fyldt med andre patienter.

Uden at kunne gøre sig forståelige for hverken medpatienter eller læger rykker de - af hensyn til de andre - så langt væk fra dem som muligt.

Hvad der begynder med en så besynderlig håndtering af en potentiel dødelig sygdom, udvikler sig til, at der efter en hel del uvished og frustration og absolut ingen information pludselig kommer en ambulance, foret med folie indvendig og med fuld udrykning, for at hente dem.

»Døren går op, og rengøringsdamer iført dragter, masker og briller løber rundt og gør stole, gulve og vægge rent. En læge, som også er i dragt, kommer ind til os, og med håndfagter instruerer han os i, hvordan vi skal gå i lige linje ud til ambulancen. På vej ud passerer vi massevis af kameraer, mobiltelefoner og masser af mennesker. Folk hænger sågar ud af vinduerne. Vi sidder dér i ambulancen, kigger på hinanden og tænker: 'Hold da kæft! Nu går det helt amok',« fortæller Nicklas og Emil, som bliver kørt til hospitalet med fuld udrykning.

Men først her begynder deres mareridt for alvor.

For det er her, de - efter endnu en gang at må løbe spidsrod mellem kameraer og nysgerrige lokale på vej ind - bliver anbragt på samme værelse som den formodede corona-smittede patient.

»Vi får besked på at holde os langt væk fra ham, da han skulle være smittet. For enden af hans seng står der en rød pose med skriften ‘Covid-19’. Vi sætter os i vores senge på stuen, mens lægerne forlader rummet. De kommer kun ind én gang i løbet af de næste tre døgn frem til mandag,« fortæller de to fredericianere.

Efter nogle timer, da de så småt er faldet ned og har taget bestik af den groteske og potentielt dødsensfarlige situation, de er havnet i, melder sulten sig, og Nicklas går ud og spørger efter mad.

»Der er fire læger, som alle er i dragter, briller og handsker. Vi får en tam portion ris - eller rettere; de råber bare mit navn. Et rullebord står foran glasdøren med tre pakker takeaway-ris, og der er tal på bakkerne: Nummer 1 er til den smittede patient, 2 er til Emil og 3 er til mig. Jeg står bare målløs og kigger på dem. Skal jeg virkelig passe den smittede? De aner jo ikke engang, om jeg selv er smittet,« siger Nicklas.

Men lægerne vender sig bare om og går. Så Nicklas trækker bordet ind på stuen og går over med mad til den ældre herre.

»Han hostede en del, så jeg var ikke meget for det, men jeg kunne jo ikke lade ham i stikken. Han var afkræftet. Emil og jeg sad og spiste i sengen. Øjnene faldt hele tiden på den røde, tætlukkede pose påtrykt ‘Covid-19’ for enden af den anden patients seng,« fortæller han videre.

Efter omtrent tre døgn, hvor de to unge danskere er nærmeste vidner til en svært syg medpatient med diarré og afføring uden på bukserne, kommer der endelig skub i sagerne.

Det sker, efter de har fået kontakt med Nicklas’ far hjemme i Danmark. Han tager fat i Udenrigsministeriet, som tydeligvis får trykket på nogle ‘knapper’.

»Klokken otte mandag morgen får jeg stukket en telefon i hånden. Det er Anne fra den danske ambassade i Colombia. Hun var meget interesseret i, hvordan vi havde det, og hvad vi havde været igennem. Hun sagde: ‘Jeg kan forstå, I skal ud i dag’. Jeg var ovenud lykkelig. Emil græd af glæde. Vi var reddet! Efter samtalen kommer der så en læge og siger, at vi er testet negative for coronavirus.«

Det viser sig senere på dagen, at også deres medpatient er testet negativ. På trods af at de hele tiden har fået at vide, at han er smittet. Hvad han så fejler, får de aldrig at vide.

Mandag klokken 16 kan Nicklas og Emil endelig vandre ud af Hospital Daniel Bracamontes hovedindgang. Og lægge 80 timers mareridt bag sig.

Og det sidste absurde minde? Det sørger lægerne såmænd for:

»De kommer ind og vil have lavet selfies med os. Det er åbenbart deres form for afsked,« fortæller Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen.

Som nu sætter endnu større pris på at have et rødbedefarvet pas, der står 'Danmark' på.