»Prøv at tage op gennem bjergene og til Algier, tag en båd til Gibraltar, kryds grænsen til Spanien. Og flyv hjem derfra.«

Eller: »Tag til Tanger og tag en båd til Spanien. Og flyv hjem derfra.«

Eller: »Snak med jeres rejseforsikring.«

Eller: »Vi ved det ikke. Vi giver ingen rådgivning. Kun information.«

33-årige Christian Tonning og hans kæreste Janice, 29, er strandet i Marrakech i Marokko på grund af coronavirus.

Alt omkring dem er lukket ned. Og mens blandt andre franskmænd, briter og en del østrigere er blevet fløjet ud af det nordafrikanske land og hjem via ekstra indsatte fly, har kæresteparret fra Frederiksberg siden torsdag i sidste uge gjort alt, hvad der står i deres magt, for at komme hjem til Danmark.

Men foreløbig uden held.

De føler, de danske myndigheder mere eller mindre har ladt dem i stikken. Og uvisheden bliver større dag for dag, time for time, i takt med, at flere og flere lande lukker grænserne, og den normale flytrafik for længst er stoppet.

»Vi har haft kontakt med den danske ambassade i Rabat og Udenrigsministeriets globale vagtcentral. Men vi får ikke ret meget at vide. På ambassaden siger de, at de ikke rådgiver, men kun informerer. I aftes foreslog Udenrigsministeriet, at vi kunne prøve at komme ud via Algier eller Tanger med en båd og så flyve hjem fra Spanien. Men det er jo håbløst, for alle ved, at der ingen fly går,« fortæller Christian Tonning til B.T fra Marrakech.

Han og kæresten havde kontakt til Udenrigsministeriet igen mandag morgen.

»Det var første gang, vi fik et nogenlunde ærligt svar: Nemlig, at lige nu råder de os til ikke at gøre noget. Man kan jo ikke bruge det til noget i sig selv, men det er dog bedre, de er ærlige, i stedet for at komme med alt muligt, man ikke kan bruge til noget som helst,« som han siger.

Christian og Janice bor i en riad i medinaen i den smukke gamle – og lige nu usædvanligt øde – by.

»Vi bor sådan set fint, men dem, vi bor hos, er nervøse for, hvad regeringen gør hernede. For hvis der først kommer coronavirus her med det sundhedssystem, der er i Marokko, så vil det bryde helt sammen,« lyder det fra Christian Tonning.

Oprindelig skulle han og kæresten være i Marokko indtil tirsdag. De ankom tirsdag i sidste uge, men allerede torsdag tog de beslutningen om at forsøge at komme hjem, da de kunne se, at transportvejene begyndte at lukke ned.

»Hos Norwegian, som vi er fløjet herned med, og som vi også skulle hjem med, svarer de slet ikke tilbage, så dem har vi for længst opgivet og håber derfor på, at de danske myndigheder kan hjælpe os ud. Lige nu håber vi bare på, at det officielle Danmark handler. Det er underligt, at når de andre lande kan finde ud af at få deres borgere ud, at Danmark så ikke kan,« siger Christian Tonning.

Inden de tog af sted, holdt de skarpt øje med Udenrigsministeriets hjemmeside.

»Vi var selvfølgelig opmærksomme på at følge de retningslinjer, der var på det tidspunkt. Og den eneste advarsel, der var, inden vi tog herned, var, at vi skulle huske håndspritten. Og at der ingen smittede var i Marokko. Det siger noget om, hvor lynhurtigt det går,« siger han.

Mens han og Janice fortsat venter på nyt om, hvordan de kan komme hjem.